Italienske dykkere bjærgede mandag yderligere 17 lig fra den sunkne flygtningebåd ud for den syditalienske ø Lampedusa. Det fortæller den italienske kystvagt ifølge AFP.
Lederen af kystvagten, Filippo Marini, oplyser til nyhedsbureauet, at fire af de bjærgede er kvinder.
De bjærgede lig bringer det samlede, officielle dødstal for tragedien op på 211. Og det tal ventes at stige i de næste par dage. Man frygter, at over 300 flygtninge er druknet.
De fleste af de omkomne stammer fra Somalia og Eritrea.
Flygtningebåden var torsdag på vej til Europa med over 500 flygtninge, da den pludselig fik motorstop.
Bådflygtningene tændte herefter et bål for at tiltrække sig opmærksomhed inde fra land. Men det udløste en brand om bord og gjorde, at båden kort efter sank.
151 personer er samlet op i live fra den sunkne båd, som formodes at være afsejlet fra Libyen, oplyser kystvagten.
Onsdag besøger EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, og Italiens premierminister, Enrico Letta, Lampedusa.
Begge har de kritiseret Libyen - hvor den 22 meter lange båd var sejlet fra - for at medvirke til, at så mange illegale indvandrere søger mod Italien.
I et interview til en tv-station siger Letta, at Libyen skal tage skrappere midler i brug for at stoppe bådtrafikken.
- Vores problem i dag kaldes Libyen, siger Italiens premierminister.
/ritzau/AFP