Ifølge den hollandske avis De Volkskrant var doping accepteret på Rabobank, mens Theo De Rooij var manager, og mens Michael Rasmussen kørte på holdet.
Danskerens tidligere chef vedkender sig ikke direkte kendskab til, at der foregik snyd, men han afviser det heller ikke.
- Hvis det skete, så har det en velovervejet beslutning fra det medicinske personale, siger han ifølge det tyske nyhedsbureau DPA til avisen.
Theo De Rooij taler i interviewet med den hollandske avis om "medicinsk hjælp", og han siger, at det var op til rytterne selv at afgøre, hvor langt de ville gå.
De Rooij var ansat i perioden fra 1996 til 2007 og var således også ansvarlig, mens blandt andre Rolf Sørensen og Michael Rasmussen var ansat på holdet.
Det var De Rooij, der tog beslutningen om at pille Michael Rasmussen ud af Tour de France i 2007, efter at det var kommet frem, at danskeren havde opgivet forkerte whereabouts til antidopingmyndighederne.
- Michael Rasmussen var ikke den første i den henseende. Før den sag havde jeg været tvunget til at tage affære i en enkelt disciplinær sag, for eksempel ved at undlade at bruge ryttere i løb, siger Theo de Rooij til avisen ifølge cyclingnews.com.
Dagen efter Rasmussens exit meddelte De Rooij, at han stoppede som chef for cykelholdet.
Pengeinstituttet Rabobank, der lægger navn og penge til cykelholdet, har ikke villet kommentere artiklen.
Theo De Rooij siger dog, at banken ikke har finansieret eller støttet doping på holdet.