Valgstedsmålinger foretaget i løbet af søndagens franske præsidentvalg viser, at socialisten François Hollande står til 53 procent af stemmerne, mens den borgerlige præsident Nicolas Sarkozy står til 47 procent.
Det skriver den belgiske avis Le Soir på sin netavis.
To målinger fra analyseinstitutterne Harris Interactive og Sofres, som har spurgt vælgerne ved valgstederne, hvad de har stemt, viser begge, at Hollande står til en valgsejr på seks procentpoint over Sarkozy i den anden og afgørende valgrunde.
En tredje valgstedsmåling fra Opinion Way tyder ligeledes på sejr til Hollande, men med tallene 52,5 procent mod 47,5 til den siddende præsident.
Velinformerede kilder bekræfter tendensen, skriver Le Soir, der understreger, at tallene skal tages med forbehold, i og med at valgstederne endnu ikke er lukket.
Franske medier har ikke lov til at offentliggøre valgstedsmålinger, før valglokalerne rundt om i landet lukker klokken 20, men også ved tidligere valg er tallene lækket via belgiske eller schweiziske medier.
Alle meningsmålinger op til valget har vist, at François Hollande står til sejr over den siddende præsident. Men i de sidste dage inden valget lykkedes det Sarkozy at hale en smule ind på Hollande i målingerne.
Hvis de endelige resultater bekræfter, at Hollande vinder valget, bliver det Socialistpartiets første sejr ved et præsidentvalg, siden François Mitterrand vandt sin anden embedsperiode i 1988.