Erik ten Hag bliver ny træner i den hollandske storklub Ajax.
Det skriver avisen De Telegraaf fredag, efter at Ajax torsdag fyrede Marcel Keizer og samtidig sagde farvel til assistenttræner Hennie Spijkerman og Dennis Bergkamp, der også var en del af trænerstaben.
- Amsterdam-klubben vil efter weekenden præsentere Erik ten Hag som Keizers efterfølger og Alfred Schreuder som assistent, skriver De Telegraaf.
Ten Hag er i øjeblikket træner i Utrecht, hvor den 47-årige træner har været tilknyttet siden 2015.
Ifølge den hollandske avis har Erik ten Hag en frikøbsklausul på omkring fem millioner kroner.
Ajax har dog ikke ønsket at bekræfte nyheden og siger til AFP, at klubben ikke har kommentarer til det.
- Så snart vi har noget nyt, så udsender vi en pressemeddelelse, eller vi offentliggør det via vores hjemmeside, skriver Crista Overtoom fra klubben i en mail til AFP.
Marcel Keizer fik et halvt år i spidsen for Ajax, som er fem point efter PSV Eindhoven i Æresdivisionen.
Tidligere i 2017 lykkedes det ikke Ajax at spille sig videre til gruppespillet i Europa League, da det i to playoffkampe blev til nederlag til norske Rosenborg.
Ajax råder over to danske spillere, da Kasper Dolberg og Lasse Schöne er en del af førsteholdstruppen.
Marcel Keizer tog over som klubbens cheftræner, da Peter Bosz før sæsonen forlod klubben og tiltrådte stillingen som træner i tyske Borussia Dortmund.
Ajax meddelte torsdag, at Michael Reiziger tager over som træner i klubben i første omgang, og han bliver assisteret af Winston Bogarde.
De to vil stå i spidsen for Ajax, når det søndag gælder opgøret hjemme mod Willem II./ritzau/