Demonstranter og politi stødte igen sammen i Kairos gader mandag aften og natten til tirsdag. Demonstranterne er primært tilhængere af den afsatte præsident Mohammed Morsi, som de kræver genindsat som Egyptens leder.
Talsmænd fra Det Muslimske Broderskab opfordrede tilhængerne til fredelige demonstrationer, og politiet blev igen beskyldt for at bruge for meget vold og magt mod demonstranterne.
Der har været kraftig utilfredshed fra Det Muslimske Broderskabs side, efter Morsi blev frataget sin præsidenttitel ved et militærkup, som Morsis tilhængere kalder det.
En midlertidig regering er blevet sat ind, men flere kommentatorer mener, at det stadig er militæret, der har den reelle magt i Egypten, indtil et nyt, demokratisk valg ifølge planen vil blive gennemført i begyndelsen af næste år.