Mindst 25 personer meldes mandag dræbt i et bombeangreb i byen Mosul i det nordlige Irak. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet var rettet mod en militærkonvoj, hvor en selvmordsbomber kørte sin bil, der var spækket med sprængstoffer, op til konvojen, hvorefter han udløste bomben.
Derudover rapporterer det franske nyhedsbureau AFP om endnu et bombeangreb nær Mosul. Her var der tale om en vejsidebombe, der dræbte en irakisk soldat, og sårede to andre personer.
Angrebene kommer efter en ualmindelig blod weekend i Irak, hvor en bølge af bilbomber, vejsidebomber og skyderier lørdag dræbte 67 personer og sårede mindst 100.
Søndag fortsatte blodsudgydelserne, da nye bomber dræbte mindst fem personer og sårede 14.
Allerede inden mandagens bombeangreb nåede listen over omkomne i det uroplagede land op på 530 alene i juli.
Ifølge nyhedsbureauet AFP's optælling har dødstallet rundet 2800 siden 1. januar.
Eksperter tilskriver uroen en gennemgribende utilfredshed hos det sunnimuslimske mindretal, som føler sig chikaneret af den shialedede regering, der i mange sunniers øjne marginaliserer deres trosretning.
/ritzau/