Timelønnen hos en af Danmarks største stjerner inden for dressurridning og ejeren af Remmevad Hestesportscenter ved Herning er 31 kroner. Det erfarede en 23-årig kvinde, der i knap et år var ansat som ufaglært medarbejder, skriver Fagbladet 3F.
Kvinder fortæller, at hun ofte var på arbejde 11-12 timer om dagen, og at hun på grund af arbejdet fik store fysiske problemer med overbelastning af håndled og albuer samt psykiske problemer med stress.
- Min krop kunne ikke holde til, at branchen fungerer sådan. Jeg kunne mærke, at jeg skulle have professionel hjælp, siger den 23-årige kvinde, der accepterede forholdene, fordi hun vidste, "at det kan være meget værre i hestebranchen."
Dressurrytteren Allan Skov Christensen mener, at lønnen var "fair", og at arbejde ud over 37 timer om ugen hos ham var "interessetimer". Han sammenligner hestebranchen med motorsportens Formel 1.
- Det er en livsstil. Det er ikke et arbejde, siger Allan Skov Christensen til Fagbladet 3F.