I tre år førte en 46-årig ledende medarbejder i medicinalvirksomheden Lundbeck sin arbejdsgiver bag lyset med regninger for arbejde, som aldrig blev udført.
Det har manden tilstået over for en dommer i Retten på Frederiksberg, og her er han tirsdag blevet idømt fængsel i et år og ni måneder for groft bedrageri.
Lundbeck blev fuppet for cirka 2,9 millioner kroner ved arrangementerne, som stod på i perioden fra 2006 til 2009.
I kraft af sin ledende stilling i afdelingen for teknisk drift kunne Christian Blicher Poulsen udføre bedrageriet i samarbejde med en leverandør, som udstedte fakturaer for varer og reparationer, som var den rene og skære fiktion.
I stedet modtog den 46-årige varer privat fra leverandøren, og mændene delte i øvrigt udbyttet.
Samarbejdspartneren er tidligere i år blevet straffet med fængsel i et år og tre måneder.
Flere var involveret i svindelen, og samarbejdspartneren fungerede som en slags sparekasse, idet han holdt styr på, hvor mange penge de medsammensvorne havde til gode.
Til sidst blev bedrageriet dog opdaget af Lundbeck, som gik til politiet med en anmeldelse.
/ritzau/