Af Rune Skyum-Nielsen, rusk@avisen.dk
Fem stjerner ud af seks
Foals: Antidotes (Warner Music)
-----
Fem stjerner ud af seks Portishead: Third (Universal Music)
-----
Fire stjerner ud af seks The William Blakes: Wayne Coyne (Speed of Sound/A:Larm)
Så er der usædvanligt godt nyt til musikelskere med hang til spade, weltsmertz og humorhovmod – denne tripelanmeldelse præsenterer således tre af de mest interessante og vellykkede udgivelser, dette forår har at byde på.
Det første udspil beviser i dén grad, at unge bands af og til formår at klare forventningspresset uden at kollapse for ørerne af én. Det næste, at man ikke behøver at være desperat, men blot inspireret, fordi man beslutter sig for at comebacke 11 år efter at være stoppet på toppen. Og endelig sætter en dansk fantomtrio en fed eyeliner under, at man kan bryde igennem lydmuren uden et maratonlangt tilløb, hvis man tror nok på egne eklektiske evner.
Da britiske Foals for nylig besøgte Christiania-spillestedet Loppen, fornemmedes det på den næsten udsolgte sal, at der var noget særligt på spil. London-kvintetten har hyppet sin egen hype så mesterligt, at de purunge medlemmer allerede er stjerner i hjemlandet.
Det med god grund. Foals står bedre distancen end landsmændene i Klaxons, der forrige år førte an i den såkaldte new rave-bølge. Ligesom der ikke var meget rave over Klaxons, er det svært at regne ud (fnis), hvorfor Foals går under betegnelsen mathrock. De skarptskårne produktioner, javel, er jo frækt funkede, båret af øretæveindbydende horn og lægger sig i vid udstrækning i halen på newyorker-orkestrene The Rapture, !!! (Check Check Check) samt landsmanden Tom Vek.
Der bliver budt op til dans pladen igennem med let genkendelige guitarriffs og nogle energiske omkvæd, der tindrer derudad på en artyfarty-sky af fed cockneyvokal og fyldig instrumentalisering.
Bedste numre er de flyvelystne ’Electric Bloom’ og ’Balloons’, men alle skæringer fortjener at blive skamlyttet til på dette mesterlige mix af disciplineret electro, funk og guitarpop. De knægte leverer et ægte mesterværk inden længe.
Fortryllende
Forleden passerede jeg en kimende telefonboks i indre København. I sig selv en overraskelse, fordi jeg dårligt troede, at nogen overhovedet brugte den slags længere. Men den ringede altså, og jeg tog den, hvorefter en række metalliske og programmerede stemmer messede et navn for mine øren. Var det Augusta eller Gustav Lund? Anybody?
Nå, det virker lige lovlig søgt et betragte episoden som et wake up-call fra en dimension mellem fortiden og fremtiden, men det var den følelse, jeg vandrede videre med.
Sådan har jeg det også med Portisheads ’Third’, som jeg tilfældigvis lyttede til omtrent samtidig. Hvem kunne dog forudse, at triphoplegenderne Portishead ville vende tilbage med et tredje opus oven på 1994’s ’Dummy’ og 1997’s titelløse to er? Og hvem havde forudset, at det ville lyde så foruroligende fortryllende og svært placerbart? Portishead fortsætter ikke i de gamle støvede spor, men genopfinder sig med en smertelig, mindre melankolsk, lydsignatur. Beatsiden er luftigere og hurtigere, men også mere ildevarslende end tidligere.
’Third’ krænger sig ind på én og bliver en fængslende og mediterende størrelse, som – det højere tempo til trods – næppe vil gøre triste mennesker mindre triste. Men derfor vil de nyde den alligevel.
Format, ikke plagiat
Nydes skal albumdebuten fra københavnske The William Blakes edderbankeme også. Trioen består af digter og tv-vært m.m. Kristian Leth, samt producerbrødrene Fridolin og Frederik Nordsø, og sammen udgør de tre et idékraftværk, der hverken skyr billige tricks eller åbenlyse tyverier fra de seneste 25 års popmesterværker. Men trioen samler sammen med åben pande, og der lægges ingenlunde skjul på inspirationerne fra Flaming Lips og Arcade Fire, ligesom der direkte refereres til blandt andre Michael Jackson og Röyksopp. De effektive refræner fra The Fashion har vennerne såmænd også formået at hive ombord.
The William Blakes er rocksampling af højt format – ikke plagiat! – og forhåbentlig vokser projektet sig til et decideret band med dets dybt interessante (og håndklappede) koromkvæd om kærlighed, religion og politik.
Ligesom poeten, der har lagt navn til trioen, kunne The William Blakes snildt gå hen og blive et wake up-call. Et overraskelsesangreb på dansk rock er det allerede.