Cloverfield
Instr: Matt Reeves
Sædvanligvis, når monstrumer som Godzilla og King Kong smadrer rundt på Manhattan, følger vi ødelæggelserne i det bredeste bredformat. Men ’Cloverfield’ vender tingene på hovedet og er et monsterangreb udelukkende oplevet gennem en hjemmevideo-linse. Ført af de normalt anonyme øjenvidner, der som menneskemyrer farer forvirrede rundt ved kolossens fødder for ikke at ende i monstermaven.
Ligesom den berygtede gyser ’The Blair Witch Project’ skal ’Cloverfield’ nemlig forestille det uredigerede indhold af en efterladt amatøroptagelse. På den filmer en flok unge mennesker løs til en fest, men er pludselig i gang med at dække deres egen flugt gennem New Yorks gader.
Monsteret ser vi kun i korte (men særdeles spektakulære) glimt, mens effekterne af dets hærgen dokumenteres. Store dele af ’Cloverfield’ er derfor et panisk kaos af skrig, skrål og rystede billeder, mens fotografen løber for sit liv. Umulige vinkler, kluntet zoom og udfald.
Det er håndholdt extreme og den direkte vej til søsyge trods en reel spilletid på bare 75 minutter. Men det virker.
Snildt stileksperiment
Den gennemførte hjemmevideo-illusion giver en presserende nerve i såvel adrenalinpumpende action som hårrejsende horror. Fanget i krydsilden mellem monster og tanks, som i bælgmørke subway-tunneler. Filmen har på forhånd sat nye standarder for såkaldt viral markedsføring – der er bunker af ledetråde på internettet, med flere svar end de få, handlingen giver (også ligesom med ’Blair Witch’).
På lærredet er substansen bag ’Cloverfield’ dog til at overse, og selvom de første 20 begivenhedsløse minutter skal etablere de senere flygtende karakterer, føler man aldrig noget rigtigt for dem.
Skulle du ikke tilhøre den kameramobil-udstyrede YouTube-generation, der har tid til at gennemtrawle mystiske webblogs for spor, er ’Cloverfield’ stadig et snildt stileksperiment og et spændende supplement til den klassiske monsterangrebsfilm – bare husk søsygepillerne!