Drageløberen Instr. Marc Forster
Man må korse sig. I Afghanistan er denne film forbudt, fordi kulturministeriet er fortørnet over en anal voldtægtsscene. Forbuddet skyldes hensynet til den offentlige ro , og fire af børneskuespillerne er nu evakueret i USA.
Ironien er til at føle på, fordi Khaled Hosseinis millionsælgende roman gør så fint et forsøg på at få os at til forstå kulturen og sondre mellem graderne af tro i det stærkt muslimske land. Den store spændingsfinale i Drageløberen foregår da også, mens de fanatiske islamister stadig regerer det udpinte bjergland.
At filmatisere en berømt bog er svær. Mislykkede forsøg er der masser af i filmhistorien, men manuskriptforfatteren David Beniof får et strømlinet og forsimplet opkog ud af bogen.
Alligevel må det være instruktør Marc Forsters (på vej med den næste James Bond-film) fortjeneste, at skuespillet er så troværdigt. De to drenges ulige venskab, som er fortællingens centrale omdrejningspunkt, bliver spillet helt i mål af to unge, afghanske amatørskuespillere. På det lokale sprog, dari, iøvrigt. Imponerende!
En triviel blunder
Også i filmatiseringen er der noget eventyrligt over historien om rigmandssønnen Amir, der er bedste ven med tjenerdrengen Hassan, men svigter ham så grusomt. For Hassan er modig og næsten ubegribeligt loyal mod Amir, mens Amir selv er en kujon, der efterstræber Hassans styrke og sin fars anerkendelse. Amir tager en skæbnesvanger beslutning, som han er for ung til at se konsekvensen af, og først som voksen får han chancen for at gøre sin uret god igen.
På det tidspunkt er Amir og hans far flygtet til USA efter den russiske invasion af Afghanistan, og denne midterste del af filmen - historien om den voksne Amirs forsøg på at erobre sin udkårne - er så forudsigelig, at jeg decideret blundede væk.
Til gengæld vågner man op, da Amir må tilbage til sit hjemland for at få fod på barndommens traume, og for at finde sit mod og mandshjerte frem.
At Drageløberen som historie er uhyre medrivende, er indiskutabelt. Men at lancere den som storfilm holder kun hen til banken. God underholdning og et gedigent kulturportræt er det dog. Censuren i Afghanistan beviser, at historien stadig er yderst aktuel.