Det er tilfredsstillende, at Østre Landsret fredag har kendt den 17-årige pige fra Kundby skyldig i forsøg på terror.
Det siger anklageren i sagen, Kristian Kirk.
- Jeg er meget tilfreds med, at landsretten er enig i den vurdering, som både anklagemyndigheden og Retten i Holbæk har haft.
- Der er jo tale om planer om meget farlig kriminalitet, som er foregået i Kundby, så jeg er glad for, at anden instans nu også har kendt hende skyldig, siger han.
Det var pigens tidligere skole i Fårevejle og den jødiske Carolineskole i København, som efter hendes planer skulle bombes tilbage i 2016.
Ved Retten i Holbæk blev pigen i maj i år idømt seks års fængsel.
Det var tre dommere og otte ud af ni nævninger, der var enige om, at pigen lagde terrorplaner.
De mente, at pigen forsøgte at udøve "jihad mod de vantro".
Den niende nævning mente ikke, at det var bevist, at pigen havde i sinde at føre planerne ud i livet.
- Jeg ved ikke, om man kan gradbøje tvivl. Det er jo almindeligt i straffesager, at der er dissens (uenighed, red.) af og til, så det er ikke noget, jeg tager til nærmere efterretning, siger Kristian Kirk.
Mandag ventes straffen at blive udmålt. Her går anklagemyndigheden efter en forvaringsdom, men det mener pigens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, er en alt for hårdt straf.
- Som jeg også sagde i byretten, så mener jeg ikke, at en pige, som ikke tidligere er straffet og var 15 på gerningstidspunktet, skal i forvaring, siger hun.
Forvaring kan idømmes i stedet for straf i sager, hvor den dømte anses som meget farlig, og hvor retten anser en tidsubestemt indespærring som nødvendig for at forhindre ny kriminalitet.
I dette tilfælde nye planer om terror.
Kravet om forvaring kom efter en anbefaling fra Retslægerådet.
/ritzau/