Mellemøstens Schweiz. Middelhavets perle. Kært barn har mange navne. Libanon er det mindste land i den arabiske verden – desværre med verdens sjettestærkeste militærmagt i baghaven. Nemlig Israel. Bestemt ikke noget, hverken Libanon eller Israel kan ignorere.

Israel forudså efter sit angreb mod sine naboer i 1967 og den efterfølgende sejr , at netop Libanon ville være det første arabiske land til at underskrive en fredsaftale med den jødiske stat. Intet kunne være en større fejlvurdering. Libanon har siden starten af 1970 erne været invaderet af Israel mindst syv gange. Og bombet massivt mindst 14 gange. Senest sidste sommer med den 34 dage lange israelske offensiv mod Libanon.

Er Libanon knækket? Intet tyder på det. Trods den evige politiske uro og splittelse i landet har Libanon formået at stå imod den mægtige og overlegne nabo i syd.

Israel led et knæk

Sidste års krig mod Libanon var af mange zionister, kristnefundamentalister og højrefløjstilhængere i vesten ophøjet til en velsignet krig. Slaget, der skulle vende op og ned på den politiske og militære scene i Mellemøsten. Til Israels fordel. Virkeligheden blev en anden.

Trods de enorme ødelæggelser og tab af menneskeliv i Libanon lykkedes det ikke Israel at opnå noget som helst. Ingen af Israels erklærede mål med felttoget i nord blev opnået. Tværtimod. Israels årtier gamle afskrækkelsesstrategi led et knæk. En selvransagelse blandt den israelske politiske og militære ledelse blev siden sat i gang. En omfattende undersøgelse af krigens gang kan meget vel bringe Israels regering til fald inden længe.

Krigen kommer

I dag er ingen i tvivl i Mellemøsten. Hverken i den arabiske verden eller i Israel. Anden akt af krigen kommer som amen i moskéen. Højst sandsynligt i løbet af året.

At det er den vej, vinden blæser, oplevede jeg for ganske nylig under en to ugers rejse i Mellemøsten. Desværre. Krigen er tilsyneladende ønsket af alle. Ikke mindst af Israel, hvis ære og stolthed fik en ordentlig skramme i Sydlibanons bjergrige terræn. Krigen vil denne gang – såfremt den kommer – ikke ende uafgjort.

Men kan Libanon bombes kraftigere end sidst? Og hvilke våben, som Israel ikke har brugt før, kan landet anvende? Vil verdenssamfundet endnu en gang tillade, at en våbenhvile bliver forhindret i at blive indgået eller gennemtvunget i FN, som det skete i krigens første tre uger sidste år? Endsige at tillade krigen i det hele taget?

Hvis krigen får lov til at starte, vil den uden tvivl udvikle sig til en regional og altomfattende krig med uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser for et i forvejen meget ustabilt Mellemøsten. Det må for alt i verden ikke ske. Den vil ramme resten af verden som en boomerang.