Der blev skrevet svømmehistorie søndag aften i VM-bassinet i Barcelona.
Amerikaneren Missy Franklin hentede sin sjette guldmedalje, og det har ingen kvinde præsteret før ved samme VM.
Missy Franklin svømmede første tur, rygsvømning, da USA vandt guld på 4x100-meter medley.
- Det er en ære at være den første kvinde, der når denne milepæl, siger Missy Franklin ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at noget som dette ville ske. Jeg overgik mine egne forventninger. Jeg er virkelig begejstret over, hvordan jeg har bygget på siden OL i London, og over, hvad der er i vente det kommende år, siger hun.
18-årige Missy Franklin vandt sidste år fire guldmedaljer ved OL i London.
/ritzau/