JJJJJJ
Signatur: Jan Stage, Essays og journalistik 1961-2001, Udvalgt og kommenteret af Lasse Ellegaard. 411 s. 299,-. Lindhardt & Ringhof. Netop udkommet.
Allerførst en tilståelse: Med undertegnedes opvækst i småfeministiske omgivelser i 70’erne, der både betød Femølejr og kampsange, burde journalisten Jan Stage have været et perfekt skræmmebillede: Han var både voldsromantiker, machoman og hårdkogt krigskorrespondent. Meget værre kan det vel næppe blive. Alligevel var Jan Stage årsagen til, at jeg blev journalist og nu kan sidde her og give stilkarakter retur til ikonet. Det var nemlig Stages journalistik fra Balkan i dagbladet Information (som også er samlet i hans væsentligste værk Asken brænder – en forfatter i krig ), der ramte mig langt mere end så meget andet i begyndelsen af 90 erne. Og for mere end en enkelt generation af journalister står Jan Stages særlige stil, overraskende observationsevne og unikke drive omgærdet af et særligt lys.
Stages gamle kammerat, journalisten Lasse Ellegaard, der også er Jan Stages litterære eksekutor, har i bogen Signatur: Jan Stage samlet en række af de bedste artikler og essays fra et langt liv, og den sanselige skribent springer stadig direkte op i smasken på læseren – og bliver hængende. Av!
Bogen har enkelte nedslag fra den dengang erklærede kommunists tid på Land & Folk, væsentlige bidrag fra flere perioder på Information og en række artikler fra Politiken og magasinet Lettre International, og det hele bindes sammen af Lasse Ellegaards forord, epilog og enkelte redaktionelle noter.
Det er få forundt
Det er egentlig forbløffende, at journalistik, der i sagens natur er hakkelse fra døgnets rejsestald, kan overleve de mange år, men derfor er det nok værd at nævne, at Stage ofte befandt sig i grænselandet mellem fiktion og journalistik. De litterære virkemidler, både til detaljen og det større perspektiv, gør stoffet levende endnu. I sin epilog til bogen skriver Lasse Ellegaard da også, at »Stage skal med andre ord ikke læses som protokollerende samtidshistoriker, men som et vibrerende og reflekterende vidne til historien. En mand, der rejste ud til stederne og rapporterede både hvad han så og hørte, men frem for alt hvad han sansede.« Og Jan Stage skrev selv i sin egen erindringsbog – og ham der slår på tromme fra 1999: »Jeg ved ikke hvilket ærinde, jer har været ude i. Måske mit eget.«
Uanset hvilket ærinde, Jan Stage var ude i, kan alle med interesse for samtidshistorie eller læsere, der blot ynder en sprogmester, glæde sig til at læse eller genlæse hans tekster. Med enkle greb og ofte gennem belejligt tilstedeværende rejsefæller, taxachauffører og hotelværter for eksempel, fremstillede Stage konflikter i Cuba, Afrika, Chile, Balkan eller Jerusalem så overbevisende, grusomt og dog nænsomt, at måneders TV-aviser og avisartikler kunne skamme sig i deres kommunikationsmæssige uformåen.
Lasse Ellegaards udvalg af tekster vil forhåbentlig kunne inspirere nye generationer af journalistspirer og få dem til at rejse ud hvor jernkorsene gror , ligesom Stage i sin tid fik denne anmelder til at bruge et halvt år i Eks-jugoslavien under krigen. De fleste, nye såvel som gamle, må desværre nok erkende, at det er få forundt at skrive så præcist og nærværende som Jan Stage.