Den lille by Sausalito på den amerikanske vestkyst har historiske aner, der går langt tilbage.
Da afrikanske slaver i hobetal blev fragtet til bomuldsmarkerne i det sydlige USA, drev cowboyerne på vestkysten deres kvæg fra de frodige sletter og ud til Stillehavet – til havnebyen San Francisco. Undervejs passerede de mindre byer, der oftest bestod af en håndfuld huse og – på en god dag – en salon og et bordel.
En af de sidste flækker på deres vej var den vindblæste by Sausalito. Herfra sejlede man over til San Francisco, hvor man undervejs rundede de to øer, Engel og Alcatraz Island, hvoraf den sidste ø rummede verdenshistoriens mest berygtede og brutale fængsel – Alcatraz. Men man skal helt frem til starten af Anden Verdenskrig, før Sausalito for alvor blomstrede op.
For i 1935 vedtog USA’s Kongres en lov, der erklærede USA for neutralt, men da japanerne angreb flådebasen Pearl Harbour på Hawaii i 1941, gik amerikanerne til modangreb, blandt andet med en frygtindgydende flåde.
Og nu kom Sausalito til at spille en central rolle. For her i San Francisco-bugten ved udsejlingen til Stillehavet byggede amerikanerne på rekordtid et skibsværft, der producerede de sværtbevæbnede fragtskibe, som udgjorde kernen i den amerikanske fragtflåde.
Da produktionen og effektiviteten var på det højeste, byggede man et skib om dagen – akkurat nok til at opretholde antallet af skibe i en flåde, som konstant blev beskudt af de japanske og tyske ubåde.
Gylden bro
I mellemtiden var Golden Gate blevet bygget under dramatiske forhold. Den stærke strøm og tidevandet til og fra Stillehavet stillede store krav til ingeniørerne, og det ustadige vejr med orkanagtige kastevinde og tæt tåge kostede 12 bygningsarbejdere livet.
Men i 1937 rullede de første biler over broen, og borgerne i Sausalito kunne nu, på blot 20 minutter, transportere sig til og fra storbyen. Umiddelbart efter krigen stoppede produktionen af militærfragtskibe, og det før så driftige skibsværk måtte lukke. Resultatet var en spøgelsesby, hvor de fleste indbyggere var flyttet ind til storbyen i deres desperate jagt på arbejde.
Der skulle en revolution til, før Sausalito igen blomstrede op. I slutningen af 60 erne blev San Francisco centrum for ungdomsoprøret og indbegrebet af blomsterbørnenes paradis. Her var tonen fri, akkurat som sex og stoffer. Man mødtes på hjørnet af Haight og Ashbury St. i et etnisk sammensurium, godt hjulpet på vej af LSD. De mest velhavende hippier, der vel at mærkeikke druknede i stoffer, fandt lykken på den anden side af Golden Gate, i Sausalito – i og omkring hovedgaden Bridgeway
Centrum er Bridgeway
Men det var dengang. I dag er byen et velhaversmørhul, hvor de billigste matrikler koster millioner af dollars, og fortiden har antaget et nostalgisk skær.
Her leves livet i et afslappet tempo på grænsen til det sløve. De fleste mødes i morgentimerne på Cafe Trieste, der ligger på hjørnet af hovedgaden Bridgeway og lystbådehavnen. Her koster en velskænket cafe latte og en croissant med æg godt fem dollars. Der er også dem, der først dukker op over middag, hvor de spiser husets burger til ni dollars og drikker gratis citronvand.
Pizzakunderne mødes om aftenen, når Cafe Trieste er oplyst, og stemningen er høj og lattermild. Pizza med pepperoni og spinat skylles ned med Samuel Adams Lager, der for få år siden blev kåret til The Best Beer in America – og ikke uden grund.
Fortsætter man lidt ud adBridgeway, slentrer man ind i den danske morgenmadsrestaurant, The Lighthouse Cafe. Her drysser Annette og Gerner rundt og forkæler nostalgiske danske ganer med biksemad og sildemadder.
Amerikanerne kommer her for at spise morgenmad, som består af olie-eddike stegte kartofler med grøntsager, bacon og spejlæg. Regn med lidt mere end 10 dollar per næse plus det løse til pandekager, ekstra æg og drikkepenge.
Skråt over for Lighthouse ligger Paradis Bay og North
Fortsættes side 6
Point, to udmærkede spisesteder. Et godt stykke ud ad Bridgeway i nummer 2650, på Feng Nian, dufter der fra de kinesiske pander og gryder. Retterne er inspireret af autentiske opskrifter som for eksempel pekingand og hønsesuppe. Prisen for fire gode venner, hvor der blev drukket moderat med øl og husets kinesiske vin (som absolut ikke kan anbefales) var fair – godt 60 dollar.
Sejlbåde i mastevis
Langs Bridgeway ses bugten og i havgusen de omliggende byen på den anden side.
Umiddelbart når man kommer ind i byen, folder den store marina folder sig ud. Her ligger sejlskibe i den økonomiske sværvægtsklasse, hvor sejlskibet Pursuit tiltrækker sig størst opmærksomhed. Skibet blev bygget i 1929 af Ebeking & Rasmussen i Tyskland og vandt stor anerkendelse for sit smukke design og gode sejlegenskaber, der gjorde den til en af datidens hurtigste sejlbåde.
En af naboerne til Pursuit er filmproducenten Stephen Olsson, der bor på sit ombyggede træskib. Når han ikke er i Europa for at filme, sidder han i agterstavnen og skriver på nye projekter. Det er også her fra marinaen, at man kan tage på endags-udflugter med Farallon Island Expeditions ud i bugten. Her kan man på en god dag opleve hvaler, sæler, søpapegøjer og delfiner, men størst er det, når man sejler ud under Golden Gate og mødes af det frodige Stillehav.
I starten af Bridgeway finder man byens mondæne butikker. Kokopelli i nummer 505 sælger originalt indianer tøj, postkort, T-shirts og smykker til rimelige priser.
Nabobutikkerne Sunrise og Sottovento lokker primært turister med ligegyldigheder som kopper og nøgleringe. Retfærdigvis skal nævnes, at sidstnævnte sælger lidt maritimt tøj og træskibe. I de mange gallerier sælges farvestrålende kunstværker i svingende kvalitet. Priserne er himmelhøje, og det bedste råd er at rådføre sig med en kunstekspert, før man kaster sig ud i det helt store kunstindkøb. På sidegaden Princess St. 34 i The Mark Reuben Gallery sælges signerede billeder og plakater af amerikanske berømtheder som for eksempel Clinton og Muhammed Ali til godt 15.000 kroner stykket.
Udsigt til Alcatraz
Der er et par stikveje langs Princess St. De er flankeret af gallerier, tøj og designbutikker for enhver smag og pengepung. Fortsætter man op ad Princess St. havner man i det mondæne villakvarter. Her klamrer millionvillaerne sig til skrænterne, alle med panoramaudsigt til San Francisco og til Alcatraz.
I den nordligste ende af Bridgeway blomstrer hippiefortiden op i og omkring Napa St. Galilee. Først mødes man af en blomsterdekoreret bil og en væg af fantasifulde postkasser.
I havnen, som består af to landgangsbroer, Boys Town til venstre og Dog Town til højre, bor en stor håndfuld frisindede kunstnere og de, der stod af toget i 1969. Og her slutter Bridgeway. Akkurat, hvor det hele startede.
For netop her drev cowboyerne deres kvæg ned fra bakkerne og sejlede dem til slagterhusene i San Francisco. Og i havnen ses stadigvæk bolværket, hvor flådens fragtskibe engang lå fortøjet, inden de gled ud på deres blodige jomfrurejse.