Overenskomsten blev vedtaget med 63,8 procent af de afgivne stemmer. Men kun 33,9 gad at stemme - betyder det noget?

Ja, det er et klart problem. For selvom overenskomsten er fedtet og forventelig - og det er den - er det et sygdomstegn, at det faglige engagement er så svagt. Og så i en krisetid, hvor jobbene forsvinder og hvor hævdvundne faglige rettigheder sættes under pres. Her kan det undre, at så få gider at sætte deres kryds.

Det kræver jo ikke det store - der kan stemmes pr. sms sågar. Men det har 66,1 procent af de privatansatte ikke gidet. Det er et problem.

Er der nogen sejrherrer?

Ja. Det er en sejr at få et så klart ja, trods den lave stemmeprocent. For 3F er det især en sejr, 69,9 procent af de afgivne stemmer var ja-stemmer. Det er en sejr for forbundsledelsen. Men den største sejr må tilskrives HK/Privats Karin Retvig. Hun er blevet grinet og buh'et ud af banen - det kan ingen vist sige sig fri fra.

Det virkede urkomisk, da HK'erne stod med deres gule bannere mod 50 procents-reglen den januar-dag, hvor forhandlingerne gik i gang. Frysende stod de uden for Industriens Hus og der blev de i den grad stående. Ude i kulden.

Karin Retvig havde krævet 50 procents-reglen væk som et ultimativt krav - det ville CO-Industri overhovedet ikke acceptere. Meldingen var kort og kontant: Vi forhandler ikke med ultimative krav.
Og var HK/Privat verfet af banen.

Men det blev jo ikke et nej til overenskomsten. Og 50 procents-reglen er der stadig. Så hvorfor er Karin Retvig en vinder?

Fordi hun fik medlemmerne til at stemme. 46,1 stemte hos HK/Privat - i HK/Handel var det knapt 22 procent. HK/Privat stemte osse nærmest historisk massivt nej - 87,9. Det nærmer sig stemmetal, der sidst er set i det gamle Sovjetunionen.

Så Karin Retvig fik aktiveret sine medlemmer - de fulgte hendes anbefaling - men det gjorde de andre bare ikke. Og her fejlede hun fatalt.

Hvorfor?

Fordi hun ikke fik lavet de nødvendige alliancer. Hun prøvede at komme med i 'Det snævre Udvalg', som er CO-Industri og DI's topforhandlere. De sagde nej tak. Hun stillede ultimative krav.

Og så lå sagen omkring Tine Aurvig-Huggenberger som en stinkende lille bæ under det hele. Her havde hun udfordret hele toppen af bevægelsen ved at føre en sag, som få i fagbevægelsen har nogen form for sympati for.

Hun havde gjort sig uvenner med for mange - og det er et dårligt udgangspunkt i en forhandling.

Så man kan sige, at hun tabte i forhandlingslokalerne, men vandt hos medlemmerne. Det havde så også sin pris - 10 mio. af medlemskronerne.

Men hun lokkede jo også med ferierejser?

Det var der også andre, der gjorde. Ingen kan sige, hvad hvert enkelt medlem af HK/Privat har tænkt, før de stemte - mit eget hjemmestrikkede bud er, at det ikke var ferierejserne, men 50 procents-reglen, der fik dem til at stemme. Fordi der var en faglig sag - noget at kæmpe for. Så var der grund til at stemme.

Der kan være mange andre grunde - HK er jo ikke kendt som det forbund, der går først på barrikaderne. Men denne gang gjorde de det faktisk. I trods. Det kunne andre måske lære noget af.