Tyler Farrar kommer sandsynligvis til at kæmpe med om sejren på 2. etape af Post Danmark Rundt
Garmin-Sharps dansker Alex Rasmussen fortæller ved torsdagens start i Ribe, at holdet vil forsøge at hjælpe amerikaneren frem til sejren i en forventet massespurt.
- Jeg kender afslutningen fra DM, og vi har tænkt os at køre for Tyler Farrar.
- Det er en afslutning, hvor der er en god mulighed for at køre et lead-out-tog, siger Alex Rasmussen.
Det bliver vel i kamp mod Mark Cavendish (Omega Pharma-Quick-Step)?
- Cavendish så ikke så skarp ud i går. Bryan Coquard så til gengæld godt ud, siger Alex Rasmussen med henvisning til Team Europcars franskmand, der var hurtigst i feltets spurt på 1. etape.
Spurten havde dog ikke den store betydning, da et udbrud fik lov til at holde hjem på åbningsetapen, hvor Magnus Cort Nielsen (Team Cult Energy) var bedst.
Cort Nielsen fik derfor lov til at køre til startlinjen i Ribe iført den gule førertrøje.
- Den håber jeg at kunne beholde, men der kan blive svært med sidevinden ude ved kysten, siger rytteren.
Feltet blev sendt af sted fra Ribe i tørvejr lidt før klokken 13. Rytternes forventes at køre i mål i Sønderborg omkring klokken 17.
/ritzau/