Hårde kampe er fredag brudt ud i en Damaskus-forstad, som FN's våbeninspektører forleden undersøgte for et påstået giftgasangreb.
Det skriver Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som står på oprørernes side.
- Hæren forsøger at komme ind i byen, skriver aktivistgruppen.
Den syriske hær har angiveligt angrebet Moadamiyet al-Sham, som ifølge vestlige efterretninger og oppositionen i Syrien blev angrebet med giftgas 21. august.
Ifølge oppositionen blev 1300 mennesker dræbt ved angrebet for knap 10 dage siden.
Siden mandag har FN-eksperter med speciale i kemiske våben undersøgt flere forstæder ved at indsamle beviser og foretage interview med beboere i området.
FN's undersøgelser slutter fredag, og holdet rejser hjem fra Syrien lørdag formiddag.
Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder blev forstaden angrebet med flere end 10 luftangreb og hundredvis af missiler og raketter, da Syriens hær angreb onsdag i sidste uge.
Vestlige lande med USA i spidsen har beskyldt Syriens regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen for at bruge giftgas mod sin egen befolkning.
Det syriske styre har i månedsvis forsøgt at overtage kontrollen med Moadamiyet al-Sham og andre Damaskus-forstæder, som er overtaget af oprørerne.
Ifølge oprørsaktivisten Ibrahim Shaiban er de oprørskontrollerede områder blevet angrebet massivt siden torsdag.
Torsdag blev otte mennesker dræbt i Moadamiyet al-Sham, og en mistede livet i en anden forstad.
En regeringskilde bekræfter, at den syriske hær har været i "vedvarende konfrontationer" med "terroristgrupper" i Moadamiyet al-Sham.
/ritzau/AFP