I flere europæiske Ikea-varehuse er der blevet solgt kødboller med spor af hestekød. Det oplyser Ikea Danmark.
Det er dog endnu uvist, om kødet er solgt i Danmark.
"Baseret på de hundredvis af test, som Ikea indtil nu har modtaget svar på, er der få indikeringer af hestekød", lyder det.
- Vi tager situationen meget alvorligt. Det er ekstremt vigtigt for os, at vores kunder kan stole på varedeklarationen på de madvarer, vi sælger og serverer, siger talskvinde Tina Würgau Lindharth og fastslår:
- Sammen med vores leverandører og tredjepartseksperter er vi nu i gang med at undersøge og kortlægge, hvordan vi kan undgå lignende situationer i fremtiden.
Mandag tog Ikea varehusets berømte kødboller af menuen i møbelgigantens restauranter i 24 lande, herunder i Danmark.
Det skete, fordi myndighederne i Tjekkiet oplyste, at der var spor af hestekød i en kilopose med kødboller fra Ikeas svenske leverandør, Dafgård.
Som følge af resultaterne fra de seneste undersøgelser har Ikea i øvrigt besluttet at stoppe salg af wienerpølser i Frankrig, Spanien, Storbritannien, Irland og Portugal.
Salgsstoppet af wienerpølser omfatter dog ikke Danmark.
- Det er vigtigt at understrege, at vi her i Danmark får wienerpølser fra en anden leverandør. Hos vores leverandør er kødet testet og analyseret, og der er ingen spor af hestekød, siger Tina Lindharth.
Salgsstoppet af kødboller er fortsat gældende i alle europæiske lande med undtagelse af Norge, Rusland og Schweiz.
/ritzau/