Præsterne i den danske folkekirke er kommet op at toppes om, hvorvidt der findes et evigt helvede.

I en lignende forestilling erklærede sognepræst Thorkild Grosbøll, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. Dengang blev Danmark vidne til en langstrakt saga med klager og anker. Det viste, at kirken var helt ude af trit med det folk, der tilmed er en del af dens navn.

Det er den stadig, og derfor er tiden moden til at gøre det, som burde være gjort med indførelsen af Grundloven i 1849. Nemlig at adskille kirken fra den danske stat. I et ellers oplyst land som Danmark er det absurd, at man automatisk tvinges til at betale skat til en religiøs forening fra fødslen, hvad enten man tror på kristendommen eller ej.

Tvangsindmeldinger i fagforeninger, ægteskaber eller alt andet afskriver langt de fleste som horribelt og latterligt – der er ingen grund til kirkens særstatus. Mange ønsker at bevare kirkebygningerne til eftertiden, og det kan der også være mening i. Men faktum er, at kun 13 procent af kirkens udgifter går til bygninger. 57 procent går til lønninger. De kristne skal have lov til at være kristne, men der er ingen argumenter for, hvorfor de skal have det bedre end alle mulige andre religioner i landet. Ens vilkår for troende – folkekirken væk fra staten, tak.