"Det er her, fangerne slipper ud. De kravler op på taget og løber væk," siger Augusto Nhanga til BBC's reporter, mens han peger op på et metalgitter, der sidder løst i husmuren ud mod en smal gyde.
Han er fængselsbetjent i Guinea-Bissaus eneste arrest med 30 indsatte. Et faldefærdigt hus fra kolonitiden, hvor døren knap nok hænger fast på hængslerne, og metalgitteret for vinduesåbningen rasler løst.
Men nu får Guinea Bissau - der for to år siden blev udråbt til Afrikas første narkostat, fordi økonomien reelt set styres af narkobaroner - endelig nogle ordentlige tremmer at sende deres kriminelle bag.
For med støtte fra FN er to fængsler ved at blive bygget og skal efter planen stå klar til at huse landets kriminelle i september. Netop nu uddannes lokale fangevogtere. De to nye fængsler vil udover en hidtil uhørt sikkerhed på de afrikanske stepper have rindende vand, strøm, mulighed for fritidsaktiviteter og byde på tre måltider om dagen.
Noget som langt de fleste af landets halvanden million indbyggere dagligt sukker efter. Alligevel forsikrer Basilion Sanca fra Justitsministeriet, at fængslerne vil have en afskrækkende effekt.
"Den værste straf for en guineaner er at være udelukket fra samfundet," siger Sanca til BBC og forklarer, at det er fangerne netop ikke i det nuværende fængsel. Her får de besøg af familien hver dag, der kommer med mad, og desuden går fængslets eneste fangevogter hjem til sin familie for at sove om natten.
De nye fængsler kan rumme 200 kriminelle.
Justitsministeriet og FN håber også, at de ny fængsler vil afskrække visse narkosmuglere fra at udnytte det skrøbelige udviklingsland.