Det er første gang, Rasul og Amanullah møder hinanden denne varme, støvede maj-dag i Afghanistans hovedstad, Kabul. De er begge iklædt traditionel, afghansk klædedragt: hvid kjortel og lang, brun vest. Da de hilser på hinanden, kommer overraskelsen:

»Goddag,« siger Rasul.

»Rart at møde dig,« svarer Amanullah.

På dansk.

Både Rasul og Amanullah flygtede til Danmark i 2001, men de har ikke helt glemt sproget, siden de rejste hjem igen for to og tre år siden. I dag møder Nyhedavisen dem på den danske ambassade i Kabul. De er kommet for at fortælle om tiden i Danmark, og hvordan det er gået dem siden da.

42-årige Amanullah Sarpas er blevet en meget rig mand, siden han vendte hjem til Afghanistan.

»Det går godt. Men husk, at vi kun taler om forretningen. I forhold til livet går det ikke så godt,« siger han.

Under Amanullahs seks måneder lange flugt til Danmark angreb al-Qaeda World Trade Center i New York. Verden var forandret, men Amanullah var stadig bange for truslerne derhjemme.

»Vi havde problemer med nogle af mujahedinerne, de lokale krigsherrer. Jeg har ikke lyst til at sige, hvad det handlede om, men jeg var meget bange for, at de ville slå mig ihjel. Først kom jeg til Kasakhstan, videre til Polen og så endte jeg i Sandholmlejren i Danmark. Den var fin nok. Alle var som brødre, og personalet behandlede os godt,« fortæller Amanullah, der flygtede sammen med en af sine yngre brødre.

Rasul er enig. Han forklarer, at han selv endte i Sandholmlejren på grund af trusler fra Taleban.

18.000 og pænt farvel

Rasul boede fem år i Danmark, men han fik afslag på sin ansøgning om asyl. Amanullah og lillebroren flyttede til Fyn og fik arbejde på et gartneri, mens de ventede på afgørelsen. Amanullah troede ikke sine egne ører, da advokaten overbragte ham nyheden om brødrenes asylansøgninger.

»Jeg fik asyl, men det gjorde min lillebror ikke. Jeg prøvede at finde ud af hvorfor, men jeg fik aldrig noget svar. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle gøre. Og i 2004 valgte jeg at rejse hjem sammen med min bror,« fortæller han.

Både Rasul, Amanullah og lillebroren fik 18.000 kroner af den danske stat, hvis de rejste hjem til Afghanistan frivilligt. Det undrede de sig alle over.

»De folk, der flygter til Europa, har ikke pengeproblemer. Det er kun de rige, der har råd til det. Vi betalte 21.000 dollar (126.000 kroner, red.) for min brors og min egen rejse, og i dag koster det 15.000 dollar (90.000 kroner, red.) per mand at komme til Europa. De fattige afghanere flygter i stedet til Iran og Pakistan,« forklarer Amanullah.

Rasul er enig.

»Jeg havde ingen pengeproblemer i Afghanistan, og jeg fik da også hurtigt min forretning op at stå igen. Det var ikke på grund af pengene, jeg rejste til Danmark. Jeg ville bare gerne leve i fred. Det er sikkerhed og ikke penge, det handler om,« siger han.

»Føles som fængsel«

Rasul er blevet 38 år, og hans butik med fotoudstyr giver penge nok til, at han, konen og deres fire børn kan leve godt. Alligevel er livet i Kabul hårdt, fortæller han.

»Vi har ikke fred, og man kan ikke stole på nogen. Man risikerer, at ens børn pludselig bliver kidnappet, og det er ikke sikkert at investere. Vi passer meget på hele tiden. Det er vores land, men det føles som et fængsel. Jeg ville hellere bo i en flygtningelejr i Danmark. I det mindste var vi i sikkerhed dengang,« siger han.

Rasul bliver i Kabul indtil videre, men kommer der flere selvmordsangreb mod civile, så vil han flygte med familien igen.

»Men ikke til Danmark. Danskerne er et utroligt venligt folk, men regeringen kan ikke lide os. Det var også hårdt for mig at vente på en afgørelse. Det er ligesom, når man giver en håndfuld vand videre til en anden. Hver gang man hælder vandet over i et andet menneskes hænder, siver der lidt ud mellem fingrene. Sådan var det for mig, da min sag blev behandlet. Til sidst var der næsten ikke mere tilbage af mig,« forklarer han.

Amanullahs forretning

Rasul er vred over situationen i Afghanistan.

»Regeringen gør ingenting. De er alle sammen korrupte og tænker kun på at fylde deres egne lommer,« konstaterer han bittert.

Amanullah bliver pludselig nervøs, da han får stillet det samme spørgsmål. Han vrider sig lidt på stolen og spørger så, om vi ikke skal snakke videre nede i hans forretning.

Vi siger farvel til Rasul og kører ned til Kabuls basar, hvor sælgerne falbyder duftende krydderier, smukke stoffer og levende høns. På vejen fortæller Amanullah, at man ikke kan stole på nogen. Og når han ikke kender Rasul, tør han ikke udtale sig om politik, mens han er der.

Et stenkast fra basaren har Amanullah sin malerforretning. Eller én af dem. I dag sælger 150 butikker i byen den kvalitetsmaling, som Amanullah importerer fra Tyskland og USA, og det har gjort den tidligere flygtning til millionær. I danske kroner.

Han skænker dampende varm te i glassene og dækker bunden med sukker. En skål med blandede nødder bliver sat på det lille plastikbord mellem væggene, der er dækket af malerbøtter i alle størrelser.

En sælger ude på gaden spiller høj musik på ghettoblasteren. Da Amanullah beder ham om at skrue ned, gør han det med et smil. Amanullah er måske ikke blevet konge af Kabul, men han er i hvert fald greven af gaden.

Da Amanullah kom tilbage fra Danmark, smed han selv, lillebroren og andre hjemvendte afghanske flygtninge fra hele verden de penge, de havde med sig, i forretningen. Og det viste sig at være en god investering for mange.

»Men alt dette handler om penge. Livet er noget helt andet. Det er hårdt. Man kan ikke tale frit, og krigsherrerne er stadig ved magten. Og hvem ved, om ham, der kommer dér, er en selvmordsbomber, der sprænger sig selv i luften i det øjeblik, han træder ind i butikken,« siger Amanullah og peger på en tilforladeligt udseende mand med turban.

»Hæng dem!«

I Amanullahs øjne er den afghanske regering og myndighederne en flok røvere. Bundkorrupte røvere. Alle undersøgelser giver Amanullah ret.

»Der er masser af gode folk i Afghanistan. Hvorfor giver I så magten til de forkerte? Jeres penge er væk, men vi kan ikke se, at der er kommet nogen hjælp. For røverne og krigsherrerne har taget det hele,« siger han.

Han klager over, at folk ikke tør angive de talebanere, de kender til. De frygter, at talebanerne bare bliver løsladt efter afhøring, og at de vil opsøge sladrehankene for at få hævn. Derfor vil Amanullah ikke selv angive de talebanere, han kender fra sin fødeby, Kandahar, der ligger i Sydafghanistan.

»Hvis det internationale samfund vil have succes i Afghanistan, så må de slå alle krigsherrerne ihjel. I stedet har de fået pladser i parlamentet,« siger Amanullah.

Han har hævet stemmen, og frustrationen er tydelig.

»Taleban gjorde én ting rigtigt. Hvis en mand stjal, fik han hugget hånden af. Det fik folk til at holde op med at stjæle. De internationale styrker må slå hårdere ned. Det her er ikke Europa eller USA. Det her er Afghanistan. Vi bliver nødt til at gøre det samme mod talebanerne og krigsherrerne, som de har gjort mod os. Hæng dem, og vis det på tv!«

Amanullah er nærmest begyndt at råbe. Han taler videre et par minutter på dari, men falder så til ro igen.

Han trækker opgivende på skuldrene, da han bliver spurgt om sine håb for fremtiden.

»Jeg ved bare, at jeg sidder her, og du sidder dér. Andet ved jeg ikke,« konstaterer han.

Rasul ville gerne fotograferes men blev nervøs over, at billedet skulle i avisen. ’Man kan blive slået ihjel for at sige de ting, jeg har sagt’, forklarede han. Derfor bringer vi ikke et billede af Rasul.