Endnu har ingen vidner selv hørt, at Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft beordrede sit navn fjernet fra dokumenter, som Folketingets Ombudsmand havde bedt om at få udleveret i forbindelse med Skats behandling af Stephen Kinnocks skattesag.
Men endnu et vidne støtter skattedirektør i Skat København Lisbeth Rasmussens forklaring fra tirsdagens afhøringer i Skattesagskommissionen om, at Peter Loft ikke ville have sit navn til at "stå og blinke".
Lisbeth Rasmussen havde dog ikke selv hørt Peter Loft sige det, tilføjede hun.
Afdelingsleder i Skat København Hanne Dahl Kofoed forklarer onsdag formiddag i Skattesagskommissionen, at Lisbeth Rasmussen i december 2010 oplyste hende, at man måtte ændre en sagsfremstilling og aktoversigt til Ombudsmanden.
Årsagen var, at direktøren i Skat København, Erling Andersen, var sur over, at skatteministeriets daværende departementschef, Peter Lofts, navn stod nævnt flere gange.
- Jeg får at vide af Lisbeth, at der er nogle af teksterne, der skal laves om. Det har hun fået at vide af Erling Andersen, siger Hanne Dahl Kofoed, der var blandt sagsbehandlerne på Stephen Kinnocks skattesag.
Spørgsmål: Hvordan ved du, at hun har fået det at vide at Erling Andersen, spørger kommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen.
- Det sagde hun til mig. Hun siger, at man er lidt sur over, at de har akter er blevet akteret på sagen, siger Hanne Dahl Kofoed med henvisning til Erling Andersen og Peter Loft.
Andersen og Loft var ifølge Hanne Dahl Kofoed utilfredse med i alt fire akter, som fører tilbage til møder mellem ledelsen i Skat København og departementschefen.
- Lisbeth sagde, at man var ked af, at akterne var på sagen, og man så helst, at de ikke var der. Hun uddybede ikke hvorfor. Hun sagde bare, at teksterne skulle tydeliggøres, og at Peter Lofts navn skulle væk, forklarer Hanne Dahl Kofoed.
Skattedirektør Erling Andersen skal selv afhøres onsdag i Skattesagskommissionen. Her vil opmærksomheden samle sig om, hvorvidt han vil fortælle, at det var Peter Loft, som beordrede sit navn udeladt.
/ritzau/