Jeg gennembankede engang Nikolas fra klassen, fordi han havde knækket klipsen, der holdt mit orange Donkey Kong bip-bip-spil lukket. En anden gang græd jeg i ugevis, fordi jeg troede, jeg havde mistet det.
Jeg stod også i kinesergrillen og proppede Donkey Kong-spillemaskinen til med mønter, som jeg stjal fra min mors jakkelomme i entreen.
Senere opdagede jeg andre spil og senere igen piger, og derefter vendte jeg aldrig tilbage til det lille orange bip-bip-spil. Eller det var, hvad jeg troede.
Den anden revolution
På mange måder startede det hele med Donkey Kong.
Hvis Nintendo ikke havde fået ideen til et spil om en abe, en hoppemand, en prinsesse og nogle tønder, så havde Nikolas ikke fået læsterlige klø, og videospil havde ikke været andet end et spøjst fænomen fra de i forvejen besynderlige 70 ere.
Men Nintendo lavede spillet og tjente styrtende, Nikolas fik sine tæv, og den anden revolution i videospil begyndte og sluttede egentlig aldrig igen.
Gronk! Flash! Zap!
På afstand virker 1982 som en parentes i årtiet. Punken er kommercialiseret ihjel, Ronald Reagan er ikke trådt i karakter, yuppier er et ukendt fænomen, og den nye statsminister Poul Schlüter bliver betragtet som en midlertidig parentes.
Netop derfor er det nok Time Magazine, der fanger året bedst. I februarudgaven beskriver bladet det, de kalder »The Golden age of Video Games«, i forsidehistorien »Gronk! Flash! Zap!«, hvor den 15-årige Steve Juraszek bliver fulgt, mens han slår rekorden på spillemaskinen Defender.
Steve Juraszek er personificeringen af de drenge, der over hele verden udkæmper de samme stjernekrige og redder de samme prinsesser som han.
Og ingen prinsesse bliver reddet så ofte som Pauline, der er blevet kidnappet af gorillaen i Donkey Kong.
Staten slaraffenland
Sammen med Pac-Man er Donkey Kong konge af grillbarerne. Og pludselig en dag behøver knægtene ikke at stjæle småpenge fra forældrenes jakkelommer og vente til efter skole med at hoppe over tønder for at slå rekorden. I stedet kan de gøre det i frikvartererne.
Den 3. juni 1982 lancerer Nintendo Donkey Kong som bip-bip-spil og grundlægger dermed staten slaraffenland for en generation af drenge.
»Donkey Kong var det helt store spil på grillbarerne, så da det kom som bip-bip-spil, blev alt andet slået. I månedsvis brugte alle drengene i klassen hvert eneste frikvarter på at slå hinandens rekorder,« siger Brian Dehli, der er så vild med gamle spil, at han viser sin samling frem på tvspil.dk
Da Jonas Heide Smith sad i frikvartererne med det lille orange spil i hånden, grundlagde han samtidig sin karriere som spilforsker ved Københavns IT-Universitet. Han betragter simpelthen Donkey Kong som et decideret kunstværk.
»Der var hundredvis af spil i den periode, som vi har glemt alt om i dag. Det, som adskiller Donkey Kong og i øvrigt også Pac-Man, er, at spillene formår at udnytte de ekstremt begrænsede rammer, som teknikken satte,« siger han.
Kong Donkey Kong
Men samtidig mener han, at især Donkey Kong placerer sig i en lang dramaturgisk tradition.
»Donkey Kong er jo nærmest en satire over gamle skrækfilm. Der er en antihelt, der skal redde en hjælpeløs prinsesse, der er blevet bortført af en enorm gorilla. Det er jo King Kong, og derfor forstår man instinktivt hele baggrundshistorien i spillet. Når man hopper over tønderne, så gør man det med et helt univers i baghovedet,« siger han.
Men mens disse ting gør sig gældende for både den oprindelige Donkey Kong-spillemaskine fra grillbarerne og for bip-bip-spils-udgaven, så tror Jonas Heide Smith, at der er en anden grund til, at Donkey Kong blev kongen af bip-bip-spil.
»Der var to skærme. Det var næsten endnu vildere end spillemaskinen, der jo kun havde én skærm. Det var meget fascinerende for drenge på min alder dengang, at man kunne hoppe fra en skærm og fortsætte på en anden. Det var ret cool i skolegården,« siger han.
Præcis det samme er noget af det første, Brian Dehli siger, når man spørger ham om, hvorfor han er så fascineret af Donkey Kong.
»Dobbeltskærmen,« siger han og fortsætter:
»En stor del af det var en fascination af teknik. Der var ikke set noget som bip-bip-spil før. Det var en utrolig følelse at sidde med spillet i hånden,« siger han.
Det er det i øvrigt stadig, fortæller han.
»Jeg er vokset op med de her spil, og når jeg en sjælden gang spiller dem i dag, så dukker der tusindvis af billeder fra dengang op. Lydene, bevægelserne, grafikken og knapperne sætter mig et øjeblik tilbage til en helt problemfri tid i mit liv,« fortæller han.
Barndommen i vinduet
For et års tid siden sad jeg selv med spillet i hånden igen.
Jeg spillede i tre minutter og lagde det i vindueskarmen, hvor det ligger endnu. Jeg bruger det aldrig, og måske kommer jeg aldrig til at åbne det igen og sørge for, at Mario hopper over tønderne i et desperat forsøg på at redde Pauline fra den store gorilla.
Men det behøver jeg heller ikke. For i vindueskarmen ligger det orange Donkey Kong-spil side om side med min barndom.
Og lige for lidt siden havde det 25-års jubilæum.