En gruppe af udenlandske ærteplukkere troppede onsdag formiddag op hos 3F Østfyn i Nyborg.
Her gjorde udlændingene det klart, at de er uenige i nu tidligere kollegers fremstilling af arbejdsforholdene hos Danmarks førende ærteavler, Peter Skov Johansen. Det skriver Fagbladet 3F.
En mandlig talsmand for plukkerne læste en udtalelse op på 3F Østfyns kontor, fortæller 3F-afdelingens formand, Jan Malling, til Fagbladet 3F.
- Talsmanden forklarede, at de ikke er tilfredse med, at 3F vil blande sig i deres arbejds- og lønvilkår hos Peter Skov Johansen. Vi prøvede at forklare plukkerne, at man i Danmark skal arbejde på danske vilkår, siger Jan Malling.
- Flere plukkere hos Peter Skov Johansen har bestemt ikke fået overenskomstmæssig løn, mener vi. Og da arbejdsgiveren ikke vil kompensere de underbetalte plukkere, vil vi nu inddrage hans arbejdsgiverforening, GLS-A, i sagen, siger han.
Arbejderne ankom onsdag formiddag i to busser. Sammen med plukkerne ankom en journalist fra Fyens Stiftstidende, og senere ankom TV2 Fyn med kamera.
- Plukkerne opførte sig pænt, mens de var her. Jeg synes, at man tydeligt kunne høre Peter Skov Johansens ord i stort set alt, hvad de sagde. Og en af deltagerne viste sig at være hans sekretær, fik jeg at vide bagefter, siger Jan Malling.
Hele udtalelsen fra de udenlandske plukkere kan læses på www.fagbladet3f.dk