Rejseselskabet Star Tour overvejer at sende en ekstra advarsel til kunder, der i den kommede tid skal rejse til Goa i Indien.
Overvejelserne kommer, efter at to danskere er blevet smittet med en særlig farlig type malaria i Goa. Malariaen kan give hjernebetændelse, og man kan dø af sygdommen.
»Malaria er jo rimelig udbredt i Østen, og det er jo en vurderingssag, om vi skal ulejlige kunder med den slags ekstraoplysninger. Men i dette tilfælde kan ekstra information jo betragtes som god kundeservice, så jeg tror, at det ender med, at vi gør det,« siger Birthe Madsen, administrerende direktør i Star Tour.
Hun henviser i øvrigt til, at selskabet på sin webside og i katalogerne opfordrer alle, der skal på oversøiske rejser, til at kontakte deres læge for at få oplysninger om smittefare. En opfordring til, at kunderne skal tage malariapiller, giver selskabet dog ikke.
»Vi kan jo ikke vurdere den enkelte kundes helbred, om kunden har allergi eller andre ting, der gør, at pillerne ikke må bruges. Derfor opfordrer vi kunden til at tage kontakt til sin egen læge, som kan foretage den konkrete vurdering,« siger Birthe Madsen.
Statens Serum Institut advarer danskere mod at rejse til Goa i Indien, efter at den særlig farlige malaria er blevet konstateret. Ifølge B.T. er to danske turister med sikkerhed blevet smittet med sygdommen i Goa, to andre har fået konstateret sygdommen, men det er endnu ikke sikkert, at de har fået den i Goa. Både seruminstituttet og flere rejseselskaber opfordrer rejsende, der har været i Goa, til at kontakte lægen, hvis de får influenzalignende symptomer med høj feber.