Mikkel Kessler skal for første gang bokse i letsværvægt, når han på lørdag i Parken møder amerikaneren Allan Green.
Skiftet fra supermellemvægt er ikke nødvendigvis uproblematisk, advarer tyske Arthur Abraham, som selv har fået store ridser i renomméet af at skifte vægtklasse.
- Med en højere vægt slår man automatisk hårdere, hvilket er godt for Mikkel, for han slår hårdt, siger Arthur Abraham.
- Men modstanderne er meget stærkere, højere og hårdere, det er en stor omvæltning. Selv hvis slagene rammer i paraderne, er de meget hårdere i en højere vægtklasse. Det skal man vænne sig til, siger Arthur Abraham.
Tyskeren var ubesejret verdensmester i mellemvægt, da han i 2009 gik op i supermellemvægt og blev en del af Super Six-turneringen.
Det gik ikke så godt, for efter den indledende knockoutsejr over Jermain Taylor tabte Arthur Abraham sine tre efterfølgende kampe til André Dirrell, Carl Froch og Andre Ward.
Allan Green tog den modsatte vej rent vægtmæssigt, da han trådte ind i Super Six-turneringen som reserve for den skadede Jermain Taylor.
Green, som er naturlig letsværvægter, måtte pine sig ned i vægt, og han tabte begge sine Super Six-kampe til Andre Ward og Glen Johnson.
Men eftersom kampen i Parken skal bokses i letsværvægt, er amerikaneren ikke uden chancer mod Mikkel Kessler, mener Arthur Abraham.
- Her ser jeg en chance for Green. Han har meget slagkraft i sine næver og mange knockout-sejre.
- Han kan virkelig blive en trussel i de første omgange. I de sidste omgange ser jeg fordele for Mikkel, for han er en bedre bokser og har sandsynligvis forberedt sig godt til Green-kampen, siger Arthur Abraham.