Reino Arild Pedersen ryger 18 kilo hash sammen med sine venner på en vinter i Sri Lanka.
Reino Arild Pedersen rejser rundt i Afrika på ladet af en lastbil. Reino Arild Pedersen er en flipper, en hippie, en rygsækrejsende buddhist.
Han opsøger først det ene verdenshjørne, så det andet og senere bjergene, og det er her på kanten, han støder på sin egen begrænsning og noget, han mener, må være Guds uendelighed. Da trækker sammenhængen sig sammen om ham.

Den eneste enes tjener

Han bekræftes i forbindelsen mellem sin egen krop og altings eksistens. Sammenhængen prøver at fortælle ham noget. Gud har 99 navne. Reino Arild Pedersen tagerto nye, Abdul Wahid, den eneste enes tjener.
Abdul Wahid Pedersen låser døren op i Blågårdsgade, hvor han sælger bøger om islam fra en kælderbutik.
»Jeg ville gerne afmystificere imamtitlen. Man kan godt være en ganske almindelig 60 er-flipper, selv om man er imam,« fortæller han i butikkens baglokale. Han er aktuel med en ny interviewbog, Islam på jysk , der blandt andet beskriver, hvordan han konverterede til islam, da han var 28 år.
»Når man kommer hjem, kommer der ro på. Jeg kom hjem. Jeg har ikke tillid nok til, at jeg ville gøre det rigtige i mit liv. Jeg er inhabil. Derfor vil jeg have Guds vejledning.«

Træt af stening

Abdul Wahid Pedersen får til gengæld ikke mange danskeres opbakning. Han er træt af gang på gang at skulle fordømme terror og stening.
Han tager afstand fra Osama bin Laden og kalder også angreb på palæstinensere og tjetjenere for terrorisme.
Når det angår sharia ? det islamiske regelsæt, som blandt andet tillader stening som straf for utroskab - kan Pedersen ikke vælge og vrage. Han er forpligtet af sin tro.
Hvis der var folkeafstemning om stening, ville du så stemme ja eller nej?
»Det er der, kæden hopper af. Den slags spørgsmål tjener kun et formål; nemlig at udstille islam og muslimer som monstre.«
Hvorfor kan du ikke svare ja eller nej?
»Hvis jeg siger, jeg tager afstand fra det, så undsiger jeg dele af det, som hører til islam og til islamisk jura. Det er ikke et område, jeg har kompetence til at gå ind og ændre på.«
Du mente, du havde kom-petence til at sige, at omskæring af piger ikke har med islam at gøre for nogle år siden?
»Ja, for det har ikke noget med islam at gøre. Stening er en del af den juridiske proces, der kan finde sted i islam, men parametrene burde aldrig nogensinde blive udløst. Hvis jeg siger, at stening ikke er en del af islam, så undsiger jeg Profeten. Så lyver jeg, og så mister jeg pladsen som gårdsanger. Hvis jeg siger, at stening er en del af islam, så er jeg et monster med hår på tænderne.«
Abdul Wahid Pedersen kalder spørgsmålet for hypotetisk.
»Hvis det bliver relevant i Danmark om mange år, så må vi forholde os til det til den tid. Jeg har fortalt tydeligt, hvad jeg mener. Jeg synes, at det er en forfærdelig straf, som vi skal være hunderædde for, og det er også meningen. Jeg skal være stiv af skræk bare ved tanken. Det er ikke meningen, at man skal gå ind for det eller holde af det.«

Flertallet må vælge

Ser du gerne Danmark som et islamisk samfund?
»Det synes jeg, at demokratiet og et kvalificeret flertal skal bestemme. Jeg er et religiøst menneske. Jeg kan ikke forestille mig, at flertallet af mennesker skulle fralægge sig religionen. Det vil være unaturligt at tilstræbe et samfund, hvor religion afskaffes eller afsnøres.«
Abdul Wahid Pedersen stiller i stedet et modspørgsmål.
»Hvad skal vi gøre, hvis demokratiet vælger noget, vi ikke synes om? Hvor vil vi hen med demokratiet, når Vesten siger, at Hamas er en terrororganisation, selvom de er valgt demokratisk? Det ser ud til, at demokratiet er begrænset til det, som en mængde mennesker beslutter er i orden, i stedet for at være en fri størrelse.«
Ifølge Abdul Wahid Pedersen er det største problem det verdslige, sekulærre samfund, hvor religion holdes helt udenfor. Han har for nylig foreslået, at Danmark bør oprette sharia-råd, der kan håndtere blandt andet skilsmissesager for muslimer.
»Skilsmisser er utroligt komplicerede sager, der kræver stor juridisk kompetence. Der kan være problemer med penge, børnene eller bodeling. Der vil muslimer tit forsøge at finde den korrekte islamiske løsning. Det kan også være sager, hvor nogen vil giftes, og familien er imod et ægteskab,« siger Abdul Wahid Pedersen, der mener, at hans egen imam-hat er for tynd til selv at sidde i et sharia-råd.
»Som religiøse ledere har vi ingen juridisk kompetence. Men hvis man nedsætter et sharia-råd, kunne vi efterhånden få erfaring og anerkendelse. Et sharia-råd ville også aflaste statsamtet og socialkontorerne.«
Islam på jysk ? Abdul Wahid Pedersen - Fra hippie på Djursland til imam på Nørrebro er skrevet af journalist Anders Rou Jensen og udkommer i dag på Politikens Forlag.