Minedrift i Grønland kan blive guld værd for de nordjyske virksomheder, der i dag har kontakter til Grønland og som arbejder i Grønland.
I første omgang får det stor betydning for aktiviteterne i Aalborg Havn, at det grønlandske landsting i aftes besluttede at tillade udenlandske selskaber at grave efter jern, uran og andre mineraler.
-Vi har spændt ventet på den beslutning, og forventer, at det vil smitte af på Aalborg Havn og godstransporten herfra. Det siger havnens salgs- og marketingschef Ole Brøndum til DR Nordjylland.
- Det kan godt gå hen og blive til rigtig mange penge for havnen i Aalborg, siger han.
Aalborg Havn er i dag basishavn for al skibstrafik til og fra Grønland, og ifølge kontrakten med det grønlandske selvstyre, er kun projekt-laster undtaget aftalen.
- Men minerne skal bygges op helt fra bunden, og alene den etabeleringsfase vil smitte af på antallet af udskibninger og på de danske virksomheder, der i forvejen har arbejde i Grønland, vurderer Ole Brøndum til radioen.
Aalborg Havn har allerede mærket øget trafik i forbindelse med udforskning af undergrunden i Grønland.