Efterlysningen af den kidnappede Oliver er braget ud i alle danske nyhedsmedier. Men ikke på kinesisk.
Og det undrer Dansk-Kinesisk Forening, der frygter, at poltiet går glip af vigtige tip om bortførelsen fra folk i det kinesiske miljø.
- Man skal tænke på, at der er rigtig mange i det kinesiske restaurationsmiljø, som simpelthen ikke kan tale og læse dansk. Det betyder, at de slet ikke har opfattet nyheden om kidnapningen af Oliver og derfor heller ikke henvender sig til politiet med vigtige oplysninger i sagen, siger bestyrelsesmedlem i foreningen Xiaomei Liu Hjordt til Avisen.dk.
Dansk-Kinesisk Forening ringede allerede tidligt torsdag morgen til Nordsjællands Politi for at oversætte den danske efterlysning til kinesisk. Men politiet har slet ikke reageret på henvendelsen.
- Det undrer os virkelig, at man ikke prioriterer sådan en måske afgørende efterlysning højere, især ikke når vi nu tilbyder vores assistance, siger sekretær i foreningen, Lene Løgstrup.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi
Også specialisterne i Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøtte Center (NEC) - det tidligere rejsehold - har tilbudt at hjælpe kollegerne i Nordsjællands Politi med efterforskningen af den bortførte Oliver. De har heller intet hørt, oplyser Ritzau.