Efter 186 kampe for Danmark er det slut. Boldsen, der nåede at score 405 mål i den rød-hvide dragt, føler ikke, at han kan få sin tilværelse til at hænge sammen med de mange kampe i FC Barcelona og sit familieliv, hvis han også skal afse tid til landsholdet.
"Det er naturligvis med stærkt blandede følelser, jeg har truffet dette valg," siger Boldsen til dhf.dk.
"Jeg har haft ti fantastiske år på landsholdet og kommer til at savne samværet med drengene enormt. Men jeg føler, det er rigtigere at sige fra end at løbe rundt med en følelse af, at man ikke kan få tingene til at gå op i en højere enhed."
Joachim Boldsen har tirsdag morgen overbragt sin beslutning til landstræner Ulrik Wilbek, der er ked af, at han ikke længere råder over den kraftfulde playmaker.
"Efter OL har jeg været i tæt dialog med Joachim om hans landsholdsfremtid, så jeg kan ikke sige, hans beslutning kommer overraskende, men ikke desto mindre er jeg som træner ked af at skulle sige farvel til en profil af hans dimensioner. Ikke mindst i forhold til den rolle, Joachim spiller uden for banen," siger Wilbek til dhf.dk og uddyber.
Den 30-årige sjællænder lader dog en lille bagdør stå på klem.
"Det er da klart, at jeg ikke er den, der lader drengene i stikken, hvis der på et tidspunkt er brug for, at jeg træder til igen. Så kan vi altid snakke om det. Men som udgangspunkt har jeg spillet min sidste landskamp," siger han.
-Newspaq