Mens F.C. København-træner, Ståle Solbakken, i forårets første kampe har famlet efter at udvælge de 11 rigtige stjerner til startopstillingen, har der ikke været meget rotation i OB, som i dag tager imod de vaklende danske mestre.
Og det er en fordel i det københavnsk-fynske brag, som typisk er en fysisk fight, hvor kampen om midtbanen bliver altafgørende for, hvem der ender med de tre point.
Det mener i hvert fald OB s Hans Henrik Andreasen.
»Mit og Esben Hansens samarbejde fungerer bedre og bedre, og vi har vores klare rollefordeling. Jo oftere du spiler sammen, jo bedre bliver samarbejdet. Det kan godt have en betydning for, at FCK ikke har været så stabile, at de har skiftet så meget ud,« siger Hans Henrik Andreasen, der scorede to mål i OB s seneste sejr over Randers.
FCK er sårbare
Mens OB har spillet med de samme to spillere i maskinrummet på banens midte, nemlig Esben Hansen og Hans Henrik Andreasen, har F.C. København med blandet succes roteret rundt mellem William Kvist, Hjalte Nørregaard, Michael Silberbauer, Atiba Hutchinson og Rasmus Würtz.
Og midtbanen bliver afgørende, også denne gang, siger OB-træner, Lars Olsen.
»Vi har spillet mod dem to gange i denne sæson, og det har været meget lige med fysisk betonet spil på midten. Mon ikke det bliver det hold, der får overtaget på midten, som vinder?« spørger han.
29-årige Hans Henrik Andreasen håber på, at OB kan udnytte FCK s down-periode til at tage endnu et skridt fra fjerdepladsen op mod en af medaljepladserne. Og skal fynboerne ende sæsonen med funklende medaljer om halsen, må kampen i morgen aften for alt i verden ikke tabes.
»Det værste vil være at tabe, for så stikker FCK af fra os. Det er nu, vi har chancen for at slå dem, fordi de ser lidt sårbare ud, og deres spil ikke hænger så godt sammen, som det har gjort,« siger Hans Henrik Andreasen.