Casper Steinfath krydsede lørdag Storebælt på SUP-board.
Undervejs måtte han kæmpe med stærk strøm, store skibe og uroligt vand, før han efter 27 kilometer kunne gå i land i Korsør.
Casper Steinfath kunne lørdag sætte flueben ved endnu en stor udfordring. Den seksdobbelte verdensmester i stand up paddle krydsede Storebælt på SUP-board fra Nyborg til Korsør.
Han gik på vandet ved Nyborg Marina klokken 07.30 og nåede Korsør klokken 12.00. Turen varede dermed 4,5 timer og strakte sig over 27 kilometer. Det blev ifølge Steinfath en hårdere tur end forventet.
- Jeg sidder med sådan en rigtig dejlig ro i maven af, at jeg gennemførte og overlevede det, som Storebælt var i dag, siger Casper Steinfath efter turen.
Vandet kogte
Strømmen trak flere steder i andre retninger end forventet, og særligt under Storebæltsbroen blev forholdene vanskelige.
- Vandet kogte simpelthen, så jeg var nødt til at sige til min følgebåd, at jeg ikke kunne snakke med dem. Jeg var nødt til at holde fokus på, at jeg ikke røg på snotten i vandet, siger han.
En af de største udfordringer ventede, da han skulle krydse sejlrenden med store containerskibe og olietankere. Steinfath sammenligner selv området med E45 på vandet.
- Man føler sig meget lille og ydmyg. Jeg begyndte at blive nervøs for, at jeg var på kollisionskurs med nogle af dem, siger han.
Et Mærsk-skib kom forbi, og Steinfath valgte at sætte sig ned på boardet og vente på, at det passerede. Da han senere krydsede bag et skib, sendte hækbølgen ifølge Steinfath hans board omkring to meter op.
Se video fra turen her:
Video: Martin Thøgersen.
Flere hundrede tog imod
Også på den sidste del af turen drillede strømmen og trak ham nordpå væk fra Korsør. Først med omkring to kilometer tilbage og havnen inden for synsvidde begyndte han for alvor at tro på, at turen ville lykkes.
I Korsør blev han mødt af flere hundrede mennesker ved Danmarks Maritime Folkemøde. Det sidste stykke blev han fulgt af blandt andet kajakker og wingfoilere, og ved ankomsten blev der affyret et velkomstskud fra en kanon.
- Det var meget rørende at komme i land med den mængde mennesker, der stod på kajen, og børn, der var nysgerrige på mit udstyr, siger Casper Steinfath.
Steinfaths krydsning skete i samarbejde med Destination Sjælland, der ønsker at skabe opmærksomhed om Sjællands vestkyst som destination.