Folkeskolelærernes arbejde består af langt mere end pædagogik, brøkregning og diktat. Mange lærere lever med vold og trusler om vold som en del af hverdagen. Det kriver Berlingske Tidende i dag.
Dødstrusler, knytnæveslag og kvælertag er en del af hverdagen i den danske folkeskole. En tredjedel af lærere på landsplan udsættes for vold og trusler om vold, når de passer deres arbejde.
Og volden er stigende. På to år er antallet af anmeldte skader på de københavnske skoler steget med 57%, skriver avisen.
Det har store konsekvenser for lærerne. Danmarks Lærerforening kender flere eksempler på, at lærere udvikler post-traumatisk stress.
- Uanset om det er trusler med en kniv eller vold, kan det føre til dels langvarige sygemeldinger og dels til, at den pågældende lærer helt forlader lærerfaget og folkeskolen, siger Birthe Hansen, arbejdsmarkedskonsulent i Danmarks Lærerforening til Berlingske Tidende.
Den stigende vold skyldes ifølge Danmarks Lærerforening utilpassede unge.
- Lærerne har mistet deres autoritet både i forhold til elever og forældre. Desuden mangler der i den grad ressourcer i Børne- og Ungdomsforvaltningerne, så børn med særlige behov kan få den hjælp, de skal have, siger Birthe Hansen.
Det er formanden for de københavnske lærere Jan Trojaborg enig i.
- Vi har alt for mange utilpassede unge i folkeskolen, fordi der er for få steder, de kan anbringes, siger Jan Trojaborg.
Flere politikere varsler nu hårdere kurs mod de unge.
- Der skal omgående sættes ind med en nul-tolerance på skolerne. Kulturen lider under en forældet tankegang om, at alle problemer kan løses med dialog, siger Radikales medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, Kasper Johansen til Berlingske Tidende.