Sport&Spe stiller i dag det klassiske nytårsspørgsmål: »Hvad har du fået i julegave i år?« (Fnis!)
Brøndbys Joseph Elanga: »Tom Køhlert gav et vækkeur, mens Familien Bjerregaard gav en enkeltbillet med åben destination, der kun er gyldig i januar – i øvrigt en lidt upersonlig gave idet halvdelen af truppen har fået det samme.«
Ailton Almeida: »Jeg ønskede mig selvtillid og fodboldstøvler med mål i. Jeg fik ingen af delene, men skidt: Jeg køber det bare selv, for jeg har i hvert fald penge nok.«
Fodboldtossen: »Jeg fik en dejlig lagkage (sådan en kan jeg godt lide!) med indbagt nedstryger. Den vil jeg dele med mine nye bo-fæller, så vi ikke kommer forkert ind på hinanden fra starten af.«
Morten Olsen: »Jeg ønskede mig to nye backs, men fik en taktik-bog med alternativer til 4-3-3. Det var fra Familien Danmark, og den skal byttes. Vitterligt!«
Også Kenneth Perez måtte i aktion på Store Bytte-Dag: »Jeg havde ønsket mig en ny klub, og det fik jeg sådan set også, men udover farven var jeg ikke helt tilfreds, så jeg byttede tilbage til den gamle.«
Daniel Jensen: »Jeg har fået ’Turen går til Athen’ og et gavekort, der er gyldigt til Mellemstore Klubber i Europa. Jeg tror jeg venter med at bruge det til sommer, hvor priserne vist er helt i bund.«
Cykelrytteren Michael Rasmussen skulle have haft en gps er, men pakken kom retur, da postmanden ikke kunne finde ham.
Sport&spe@avisen.dk