Tidligere generaldirektør i Danmarks Radio Kenneth Plummer kan nu træde ud af arbejdsløshedskøen.
Efter mange år med public service og nul reklamer skal Kenneth Plummer nu tjene millioner for M2-koncernen, der producerer reklamer.
Hidtil har grundlæggeren af M2-koncernen, der består af M2Film, Duckling og Picture This Studio, Mads Munk, stået alene med ledelsen. Men nu skal Kenneth Plummer stå for den daglige drift.
"Kenneth har en erfaring, der gør ham til den perfekte makker for mig i videreudviklingen af M2. Han er en kvalificeret og erfaren leder, der har en dyb indsigt i branchen fra sin tid i DR, Nordisk Film og Disney," siger Mads Munk i en pressemeddelelse.
Der venter benhårde krav om millionvækst til Kenneth Plummer. Han skal i 2012 øge omsætningen i M2-koncernen med 50 procent.
"I M2 har jeg fundet en dynamik og et udviklingspotentiale, som ikke findes magen til andre steder i Danmark. Og så har en god kemi med Mads Munk også været en væsentlig faktor for min beslutning om at gå fra bestyrelse til direktion i M2," siger Kenneth Plummer.
Kenneth Plummer startede sidste år som bestyrelsesmedlem i M2-koncernen. Han skal få omsætningen til at vokse fra 105 millioner kroner til 150 millioner kroner.