Der er godt nyt på vej til de barnløse forældre fra forskerverdenen. Før første gang er det lykkedes danske forskere og læger at udvikle en metode til at undersøge kvinders æg, allerede før de modnes.
Og det er sød musik i øerne for de mange ulykkelige forældre, som ikke kan få børn på naturlig vis.
Metoden er første skridt på vejen mod en mere skræddersyet fertilitetsbehandling for kvinder, mener forskere fra Aarhus Universitet.
"Kvinder i fertilitetsbehandling får ofte rigtig mange hormoner for at stimulere modning af æggene. Ved at få større indsigt i, hvad der sker i æggene på tidligere stadier, håber vi også at få bedre indsigt i, hvorfor den enkelte kvinde har svært ved at blive gravid," udtaler lektor Karin Lykke-Hartmann fra Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Og den nye viden kan bruges til at give barnløse en mere blid behandling.
"Den viden vil selvfølgelig være guld værd, fordi man så i langt højere grad kan skræddersy behandlingen, så den bliver både mere skånsom og mere effektiv," lyder det fra Karin Lykke-Hartmann.
Den nye metode åbner også nye perspektiver for fremtidig fertilitetsbehandling af kvinder med risiko for at udvikle hormonelle forstyrrelser, i form af cyster på æggestokkene, også kaldet polycystisk ovariesyndrom, mener de danske forskere.
- 10 procent af alle danske børn bliver født som følge af en eller anden form for fertilitetsbehandling.
- Polycystisk ovariesyndrom (PCO) er den mest udbredte hormonforstyrrelse hos kvinder i den fødedygtige alder.
- Det menes, at op mod hver 7. kvinde lider af PCO.