Selvom du skulle have lyst til at parkere bilen uden for København og snuppe tog eller bus det sidste stykke på arbejde, så kan du ikke slippe af med din bil. Der er nemlig slet ikke parkeringspladser ved togstationer og busstoppesteder.
Det er særligt interessant netop nu, hvor den nye regering taler om en betalingsring for at få folk over i den kollektive transport.
"Hvis kollektiv trafik skal være et reelt alternativ til bilen, må man starte med at sikre sig, at bilisterne faktisk kan komme af med bilen ved stationen eller stoppestedet," siger administrerende direktør i FDM Thomas Møller Thomsen.
Det er en undersøgelse lavet af Voxmeter for FDM, der viser, at Parkér & Rejs-tanken ikke virker.
41 procent siger, at de ikke kan komme til at parkere bilen for at skifte til kollektiv transport. Hver fjerde kan kun komme af med bilen, hvis de er ved stationen tidligt på morgenen, og fem procent må betale for at parkere.
"Mange bilister er nødt til at begynde dagen i bilen. Enten fordi de skal aflevere børn, eller fordi de bor for langt fra en station. For dem er det vigtigt, at der er faciliteter, så de kan parkere deres bil og vel og mærke uden, at de bliver flået. Er der til gengæld det, kan der være sund fornuft i at skifte til kollektiv trafik undervejs," siger Thomas Møller Thomsen.
Halvdelen af de omkring 160.000 pendlere, der dagligt rejser til det centrale København fra omegnskommunerne kører i bil. Men der er kun cirka 8.000 Parkér & Rejs-pladser ved stationerne i hovedstadsområdet.
DSB erkender over for DR Nyheder, at den er gal. Problemet er ifølge chefbygherre hos DSB Niels A. Dam, at DSB ikke altid ejer området omkring stationerne, og så skal der først forhandles med kommuner og naboer.
"Vi er klar over, at pladserne er fuldt optaget, især ved togstationerne i hovedstadsområdet," siger han, men lover samtidig, at flere pladser er på vej.