Det er liget af den forsvundne Lisa Sofie Engelhardt Andersen, som blev fundet nedgravet nær i rideskole i Herlev. Det bekræfter Københavns Vestegns Politi nu.
"Vi har fundet ud af, at kvinden, vi fandt ude i skoven, er Lisa Andersen, som vi har efterlyst siden 22. december," siger efterforskningsleder Charlotte Skovby til Newspaq.
Dermed er det altså nu endegyldigt lykkedes politiet at finde det, som de tidligere har betegnet som deres vigtigste bevis i sagen - liget. Og nu kan arbejdet med at finde beviser mod Lisa Andersens eksmand, der p.t. er varetægtsfængslet først rigtigt gå i gang.
"At vi finder et lig, gør selvfølgelig vores efterforskning så meget lettere, men vi er jo også nødt til at hænge ham op på eller bevise på en eller anden måde, at det er ham, der har slået hende ihjel," siger Charlotte Skovby.
Den 48-årige eksmand er indtil videre varetægtsfængslet i fire uger, men Charlotte Skovby vil bestemt ikke udelukke andre spor i sagen.
"Han er jo ikke dømt endnu på nogen måde. Så vi er jo nødt til stadig at tage imod de henvendelser, der måske kommer, som også kan pege i andre retninger," siger hun til Newspaq.
Politiets teori er, at Lisa Andersen blev kvalt.