Højrøstede skænderier eller trusler om vold med kunder, borgere, klienter eller brugere er en del af hverdagen for mange danske ansatte.
Og det har betydet, at tilmeldinger til kurser i konflikthåndtering er mangedoblet, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
I 2006 meldte 117 medarbejdere sig til AMU-kurset (ArbejdsMarkedsUddannelse) 'Konflikthåndtering for salgsmedarbejderen'.
I 2009 var tallet steget til hele 4.120. Og i første kvartal af 2010 var tilmeldingerne allerede oppe på 1.227, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Kurserne bliver udbudt, fordi virksomhederne ønsker at give medarbejderne redskaber til at håndtere kunderne.
Det siger Torben Arbjørn, konsulent på CPH West, der udbyder konflikthåndteringskurser.
"Der er efter min opfattelse ikke flere konflikter end tidligere. Men tidligere har de ansatte ikke været klædt godt nok på til deres arbejde," siger han til Magasinet Arbejdsmiljø.
Kursisterne kommer lige fra store butikskæder, Rigspolitiet, sygehusvæsenet og Københavns fængsler.
Hos HK har faglig sekretær Birte Haugaard omvendt en opfattelse af, at der er mange flere konflikter mellem ansatte og kunder.
"Tallene bekræfter mig i, at det er et stort og stigende problem. Vores medlemmer omtaler det mere og mere, og vi hører ofte om det fra butikkerne," siger faglig sekretær i HK, Birte Haugaard, til Magasinet Arbejdsmiljø.
Hos 3F er problemet særligt kendt blandt medlemmerne i transportgruppen.
"Vi oplever mange konflikter både ved for eksempel taxakørsel og buskørsel. Vi har statistik, der viser, at halvdelen af episoderne handler om betaling eller kontrol af billet, eller der er uenighed om, hvad vej taxaen skal køre," forklarer Kjeld Jensen, miljøkonsulent i transportgruppen i 3F.
Hos FTF viser en undersøgelse, at hver femte offentligt ansat er udsat for trusler eller vold.
Så her glæder arbejdsmiljøkonsulent Signe Kofoed sig over, at flere ansatte søger kurserne.
"Det er positivt, at flere og flere arbejdspladser har fokus på konflikthåndtering som en del af deres voldspolitik. Og det er utroligt vigtigt at sørge for, at medarbejderne kan håndtere de konflikter, de står over for i deres arbejde, siger hun til Arbejdsmiljø.
Det er især yngre ansatte, der befolker kursuslokalerne, viser tallene fra Undervisningsministeriet.
Desuden er der en overvægt af ansatte i hovedstaden, og flest fra handel, hotel- og restaurationsbranchen på kurserne.
Til gengæld er der lige så mange kvinder som mænd på skolebænken.