Et dansk skib har nu skrevet søfartshistorie. Det er nemlig det første ikke-russiske skib, som er sejlet igennem Nordøstpassagen.
Skibet hedder Nordic Barents og ville normalt klare turen fra Nordnorge til Kina via Europa og Suez-kanalen. Men i stedet tog skibet turen nordpå med russernes tilladelse. Det sparede 20 dages sejlads og 450 tons brændstof. Alene brændstofbesparelsen er 175,000 dollars, hvilket er omkring en million kroner.
Det siger Christian Bonfils, som er direktør i operatørvirksomheden Nordic Bulk Carriers.
"Det er gået rigtig godt gennem Nordøstpassagen. Skibet kom frem på 23 dage, og det er endnu hurtigere, end vi havde regnet med. Vi kunne sejle med fuld fart hele vejen, og vi havde faktisk ikke turde håbe på, at det gik så godt," siger direktør Christian Bonfils, til Newspaq.
Skibet er specialbygget til at kunne sejle i meget hårdt vintervejr og is, hvor ikke ret mange andre skibe kan sejle. Om sommeren bliver det normalt brugt som almindeligt skib, men fordi det danske selskab har lavet et godt samarbejde med russerne, får de nu lov til at bruge genvejen gennem Nordøstpassagen.
"Vi kan nu lave en dobbelt vintersæson på båden, og da ikke mange andre kan sejle gennem al isen, giver det en større præmie at sejle der," forklarer direktør Christian Bonfils.