Der kommer flere og flere indvandrere til Danmark.
Men hvor de for fem år siden bag sig efterlod Afrika eller Mellemøsten, så kommer de i dag fra europæiske eller andre vestlige lande.
Og de kommer for at studere eller arbejde.
Det skriver Berlingske Tidende onsdag på baggrund af nye tal fra Udlændingeservice.
- Vi ser i dag mindre på hvilke problemer, der er ude i verden, og mere på hvilke problemer vi har i Danmark, siger ph.d.-stipendiat Martin Bak Jørgensen, der forsker i integration og migration ved Aalborg Universitet, ifølge avisen.
Det bliver nemmere fremover
De store politiske partier jubler. Både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne synes, at udviklingen er strålende.
- Det er utrolig glædeligt, at det er udlændinge, som kommer hertil for at gøre en indsats i det danske samfund, siger Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann.
Fremover bliver det nemmere at få opholdstilladelse i Danmark. Hvor man tidligere skulle tjene 450.000 kroner for at få et såkaldt jobkort i Danmark som udenlandsk specialist, så bliver grænsen fremover 375.000 kroner.
Antal opholdstilladelser til erhverv og uddannelse i Danmark:
2002: 33.363
2007: 58.569
Langt færre flygtninge får i dag lov til at bo i Danmark. I 2002 var tallet 4.069 - sidste år var det 1278.