Mens sneen har lagt sig til ro i store dele af Danmark, falder der andre steder stadig hvidt ned fra himlen.
Og det lammer bus- og togtrafikken, hvor der nu er timelange ventetider nogle steder, mens andre rejsende hører ordet "aflyst" om deres bus eller tog.
Når skoler og arbejdspladser i løbet af eftermiddagen lukker ned, kan tusinder se frem til en lang tur hjem til den varme kakao.
"Der er enkelte tog, der er op til tre timer forsinket. Det generelle billede er dog mellem en halv til en hel times forsinkelse. Dog går den nordlige del af Jylland rimeligt ram forbi," siger Tony Bispeskov er trafikinformationschef hos DSB til Newspaq.
DSB's InterCity og InterCityLyn kører med forsinkelser på mellem en halv time og tre timer. Og det er ikke kun sneen, der driller.
Der holder også et nedbrudt godstog i Storebæltstunnelen. Derfor kan DSB kun sende ét tog under Storebælt ad gangen i disse timer. Og overalt er der problemer med sporskifterne, der fyger til med sne.
Der går nu kun ét tog i timen på Nordvestbanen mellem København og Kalundborg, hvor togene også standser ved samtlige stationer. Det samme gælder Sydbanen mellem København og Nykøbing F.
Til gengæld er alle regionaltog mellem Ringsted og København indtil videre aflyst.
På Fyn køres der såkaldt timedrift på Svendborgbanen med stop på alle stationer.
Jyllands regionaltog mellem Århus og Kolding er aflyst. I stedet standser InterCitytogene ekstraordinært i Hedensted, Brejning og Børkop. Og regionaltogene mellem Fredericia og Esbjerg er også aflyst. I stedet vil InterCitytogene her standse ved alle stationer mellem Fredericia og Esbjerg.
Bustrafikken er indstillet eller forsinket mange steder. Her er det en god idé at kontakte sit lokale busselskab for mere information.