På hjemmesiden Dep.Net.dk kan forbrugere søge råd og vejledning hos læger om depression og behandling.
Men hvad brugerne ikke ved er, at hjemmesiden, som fremstå som uafhængig, er betalt af medicinalfirmaet Lundbeck. Firmaet betaler ligefrem lægerne, som giver råd om depression og forskellige præparater, 300 kroner per svar.
Og svarene viser, at de ofte anbefaler Lundbecks produkter Cipramil og Cipralex, oplyser Magasinet Søndag på DR 1.
"Mit indtryk er, at det er en side, der ikke er uvildig. Og vi ved, at forbrugerne, de efterspørger uvildig information. Her har vi altså en side, der er fuldstændig infiltreret," siger Sine Jensen, som er sundhedspolitisk medarbejder ved Forbrugerrådet.
"Man har som forbruger krav på at få vide, hvem der er afsender på den her information, og hvis det er en lægemiddelindustri, så har man krav på at få det at vide," siger hun.
Hos Lundbeck kan direktøren ikke love, at lægernes svar er uvildige.
"Jeg kan ikke garantere, at de er uvildige. Men vi arbejder hårdt og det er heller ikke i deres interesse at skrive mere om kun ét slags produkt," siger direktør ved Lundbeck Instituttet André Joubert.
På baggrund af sagen mener Forbrugerrådet, at der er basis for at undersøge, om der er behov for en lovændring.