To kvindelige irakiske asylansøgere blev i går anholdt, da de mødte op til deres meldepligt i Sandholmlejren. Den yngste kvinde, der er midt i 20'erne, er gravid i fjerde måned. Begge kvinder, mor og datter, har tidligere boet i Brorsons Kirke, og er blandt de udvisningstruede irakere.
Kvinderne er nu fængslet sammen med familiens to brødre, der begge blev anholdt under rydningen af kirken midt i august.
"Det er yderst bekymrende, at myndighederne nu fængsler familierne sammen. Det er et nyt træk, så vi frygter, at flere tvangsudvisninger kan være lige oppe over," siger Jakob Hjuler Tamsmark fra Kirkeasyl.
Tidligere på ugen blev også en ældre irakisk mand fængslet sammen med sin kone.
"Når det handler om at tækkes Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis blodrus er ingen handling åbenbart for ussel. At sende gravide kvinder og svært demente gamle til et Irak, der i praksis er i borgerkrig, vil være en forfærdende handling, der vil sværte Danmarks renommé yderligere til over alt i verden," siger Jakob Hjuler Tamsmark.