Det var et usædvanligt syn, der i dag kunne opleves på Nørrebro i København. Et ligtog gik nemlig på Nørrebrogade hele vejen fra Nørrebro Station til Nørreport Station. Det begyndte klokken 14.00.
I kisten lå den blot 25-årige skuddræbte Mustafa Hsownay, der blev dræbt i Mjølnerparken den 27. februar. Han sad i sin bil, da han pludselig blev beskudt af en regn af kugler, og dermed blev af et af den verserende bandekrigs uskyldige ofre.
Flere medier oplyste, at mod 3000 mennesker fulgte efter rustvognen, som var udsmykket med et stort billede af den afdøde, og fra vognen vejrede også et dansk og et irakisk flag.
Familien til den dræbte havde valgt at arrangere ligtoget, fordi de ville mindes den afdøde og vise deres modstand mod skyderierne i København.
Da Anders Fogh Rasmussen (V) fredag besøgte det uroplagede kvarter, bakkede han op om ligtoget.
"Før i tiden så man andre steder i landet, at familie og venner gik efter rustvognen i et optog. Det er ikke noget, der generer mig. Jeg synes, det er familiens afgørelse, hvordan de vil tage afsked med et familiemedlem," sagde statsministeren fredag.
Den dræbte, den 25-årige Mustafa Shakir Hsownay, blev efter ligtoget kørt til lufthavnen. Herfra skulle han flyves til Irak, hvor begravelsen skal foregå.
Mustafa Shakir Hsownay var flygtning fra Irak og kom til Danmark med sin familie i 2002.
Gerningsmændene er endnu ikke anholdt.