"De terroriserer børn og unge i en sjælden grad set i dette land. Så groft og massivt, at det har givet ordet mobning en helt ny mening, og det går ud over alle," sådan skriver HA i det såkaldte Sjakal Manifest 2008, som rockerne netop har offentliggjort på deres hjemmeside.
Manifestet er et langt angreb på de unge i de indvandrerbander, som er rockernes modstandere i bandekrigen.
"På trods af at de næsten alle er født og opvokset i Danmark benytter de et tabersprog med en stærk påtaget accent," lyder det et andet sted.
Dermed tager Hells Angels et nyt og anderledes skridt i kampen for at vinde kampen om medierne i bandekrigen.
Sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet siger til politiken.dk, at manifestet bør ses som et forsøg på at hverve medlemmer.
"Set udefra kunne det derfor lige både en rekrutterings- og retfærdiggørelseskampagene. Der ligner et forsøg på at fortælle og forklare, hvorfor tingene er kommet så vidt. Problemet er, at det står meget uimodsagt," siger han.
Rockerne selv siger, at manifestet er blevet offentliggjort, fordi bl.a. journalister ofte spørger til, hvad rockergruppen egentlig mener, når de taler om sjakaler.
Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter nærlæser lige nu manifestet og indtil da, vil man ikke udtale sig fra den kant.