På lørdag er det dagen, hvor amerikanerne traditionen tro inviterer deres elskede ud eller sender blomster og chokolade i anledning af Valentins Dag.
Herhjemme har danskerne taget traditionen til sig, og trods krisen ser det ikke ud til, at vi sparer kærlighedserklæringerne væk.
Direktør i Bo Grønt, Carsten Richardt, fortæller, at blomstersalget ligger på samme niveau som sidste år.
Hos Interflora er der ligefrem tale om en lille stigning i salget.
"Indtil videre har vi kunnet se en stigning i størrelsesordenen tre-fem procent i forhold til samme periode sidste år," fortæller direktør Lars Steen til Newspaq.
Han havde ellers frygtet, at fordi dagen i år falder på en lørdag, ville det påvirke salget negativt.
"Når det falder på en lørdag, er der en uheldig tradition for, at vores salg ikke er så stort, fordi en stor del af blomsterhilsnerne bliver leveret direkte til medarbejderne i virksomhederne. De er jo lukket om lørdagen, og derfor kunne man frygte, at de fandt på noget andet: Inviterede hinanden ud at spise eller selv gik ned og hentede en buket hos blomsterhandleren og afleverede den. Men det ser ikke ud til at være tilfældet i år," siger Lars Steen.