Ritzau
Opdateret kl. 20:28
Mandag udnævnte en rejseskribent hos det amerikanske medie CNN København som den badeby, han bedst kan lide i hele verden.
Tirsdag fortsætter det danske badevands succes.
Det Europæiske Miljøagentur udgiver nemlig sin årlige måling af badevandskvaliteten i Europa.
Her ligger Danmark i den gode ende på listen over lande med det bedste badevand.
I gennemsnit har 85 procent af badestederne i de europæiske lande badevand af fremragende kvalitet. Danmark ligger dog over gennemsnittet med 86,7 procent.
Sidste år var samme tal 85,9 for de danske badesteder.
Tager man de mindre fremragende - men også o.k. - danske badesteder med, er næsten alle med på listen.
I alt har 1007 af de 1029 badesteder, Miljøagenturet foretog målinger ved i Danmark i 2017, badevand af tilstrækkelig god kvalitet. Det svarer til 97,9 procent.
Ti steder i Danmark har dårlig vandkvalitet. Det drejer sig blandt andet om badevandet ved et af de to målte steder ved Lindholm Strandpark i Nørresundby i Nordjylland, ved Skødshoved Strand på Djursland og ved to steder lige syd for Rungsted Havn på Strandvejen i Nordsjælland.
Det har ikke været muligt at lave en vurdering af badevandet ved 12 badesteder.
Det danske badevand er blevet gradvist bedre, siden Det Europæiske Miljøagentur begyndte at lave målinger for fire år siden.
Dengang havde 79,2 procent af de danske badesteder vand af fremragende kvalitet. Antallet af steder med dårlig vandkvalitet er ligeledes gået i den rigtige retning fra 16 til 10.
EU vurderer badevandets kvalitet ud fra, om der er tarmbakterier af typen enterokokker eller E. coli i vandet. Disse bakterier skyldes ifølge Miljøstyrelsen oftest, at der er løbet spildevand ud i eksempelvis havet.
Luxembourg tager førstepladsen for det bedste badevand i Europa i dette års måling. Her har 100 procent af badestederne fremragende badevandskvalitet - landet har dog kun 12 badesteder.
/ritzau/